Skatteøen

Den store skattejagt er i gang igen, med piraten John Silver, unge Jim Hawkins og alle Sebastians fantastiske, eventyrlige sange. Sange om længsel og eventyr, traditioner og dyder, papegøjer, flasker med rom og ost. ”Ost, ost, ost, ost, ost, jeg må ha’ ost.” 

Det er endnu en gang Folketeatret, der opsætter stykket, baseret på Robert Lewis Stevensons episke roman. Første gang var i 1986, samme år som det stjernespækkede album udkom. Da det sidste år blev genudgivet i forbedret lydkvalitet, blev albummet igen den bedst sælgende LP, hvilket er forståeligt. Udover den gode musik, er der en hjertevarmende nostalgi i soundtracket, som i meget andet af Sebastians musik. 

Det er en nostalgisk længsel, iboende for folk der har set stykket gang på gang, eller som jeg er førstegangspublikum til ’Skatteøen’. Man kender historien ud og ind, men griner gentagende højt, og gyser med piraterne og deres blodtørst. Det er uhyggeligt på den helt familievenlige måde, for både børnebørn, bedsteforældre og alt derimellem.

Fra første øjeblik lugter der af krudt, og der er eventyr og farer. Jacob Spang Olsen er helt perfekt som den unge helt Jim Hawkins, der begiver sig ud på sit livs eventyr, og det er let at forestille sig døtre tigge deres forældre om at købe programmet, så de efterfølgende kan hænge billederne op på væggene i teenageværelset, og drømme om den eventyrlystne hovedperson, der er god som dagen er lang. 

Hans mor spilles af Szhirley, der har lidt svært ved at fylde Lis Sørensens sko, som kromutter Mrs. Hawkins. Når hun i ’Fuld af Nattens Stjerner’ synger om endeligt at have skatten mellem sine hænder, leder det desværre tanken hen på en Szhirley Instagram-story om unboxing, fremfor en episk og følelsesladet skattejagt, og at hun som enlig mor giver slip på sin søn, til et farefuldt eventyr på de syv have. Måske var der uenigheder i teknikken, og det store elskede nummer bliver en smule nasal og flad i forhold til eksplosionerne og den storladne lyd i resten af stykket.

Men takten kommer hurtigt op igen, og det store eventyr kan fortsætte. Besætningen til ekspeditionen samles, komplet med skibskok og det hele. Kasper Leisner spiller den tidligere sørø.., nej sømand John Silver, der i komplet piratoutfit med papegøje på skulderen og trekantet hat får alle alarmklokkerne til at ringe. Han er en snusket ældre mand, med langt hvidt hår og et overraskende stort sexappeal. Alle øjne er på den høje etbenede mand med den sprøde basstemme.

På skibet Hispaniola begår besætningen mytteri mod godsejeren og kaptajnen, og tager jagten på skatten i egen hånd. Det er en komisk kamp mellem sørøverne og adelen, der nærmest bliver som den mellem den røde og den hvide klovn. Med deres pudrede parykker og stive sprog føler adelen sig overlegne og tror de har regnet det hele ud, men erfaringen fra rævejagten er ikke tilstrækkelig overfor de rå sørøvere, der omend de er fordrukne og farlige, er ærlige og på sin vis sympatiske, som den røde vagabondagtige August-klovn. Ingen er rigtigt onde eller rigtigt gode, og det er i dette grænsefelt Jim må navigere og lytte til sin intuition og hjertet.

Undervejs får han hjælp fra en lidt uventet side, fra det skøre sidekick Ben Gun, der på bedste Robinson Crusoe-vis har boet alene på en øde ø i 3 år. Søren Bang Jensen får i den rolle lov til at svinge sig i lianerne og levere stykkets måske sjoveste scene, der på trods af at indeholde den mest skrupskøre hylgest til ost, ikke får resten til at blegne. Humøret og energien er høj stykket igennem, sceneskift efter sceneskift, sang efter sang. Scenografien er spektakulær, kanonerne brager og der er masser af stunts og akrobatik. Med stærke skuespilpræstationer, Sebastians musik og en klassisk fortælling, er ’Skatteøen’ et must for eventyrelskere i alle aldre.