Men

Der er en vis forventning, når en gyser har titlen ’Men’. For i den genre er mænd jo ofte kilden til frygt, mareridt, vold og død for kvinder, der er magtesløse overfor det stærke køn. Men Alex Garland tvister gyset, så her er et andet traume i spil.

Der burde være rolig idyl i det afsidesliggende victorianske landsted, Harper (Jessie Buckley) har lejet for at hele sig selv efter sin mands (Paapa Essiedu) død, som hun genoplever i flashbacks. Men den blide natur og harmoni bliver konstant forstyrret af mænd, der opfører sig temmelig besynderligt. Og på sær vis ligner de hinanden, og bliver mere og mere påtrængende.

Den nysgerrigt kommenterende udlejer, den stalkende nøgne mand, den uvorne dreng, den småtruende politimand, og præsten, der tirrer hende med tvivlen om hvorvidt hun drev sin mand i døden. De er alle lige kiksede og klamme i ydmyghed og grumhed, og de bliver aldrig rigtig skræmmende, højst lidt mystiske og foruroligende.

For fokus er andetsteds: Garland har altid dyrket stærke kvinder i sine historier - bøger, manuskripter, film - og her er det ligeledes kvindens sind og handling, der dominerer. Det er Harpers forestilling om mænd, efter hendes nylige forholdstraume, og efterhånden som konfrontationerne smelter ind i hinanden, ydre som indre, former hendes terapitråde et omvendt gys: Mænd er skræmt af kvinder.

Garland har kredset om temaet identitet i mange år, og oftest med formålet at skille sig ud. ’Men’ er som et underspillet modsvar. Et spark i manddommen med en tese om at ligegyldigt hvor særegne mænd virker på overfladen så er de ret ensartede og bliver ved med at gøre som andre mænd, (gen)spejler og reproducerer i uendelighed. Slutscenen går lidt over gevind med slimet body horror, men igen handler det om kvindens reaktion og handling.

Stemningsmæssigt og visuelt er filmen ret gennemført. Særligt symbolsk, primært på natur, myter og religion. Fra æblet hun plukker af træet ved ankomst og får (ironisk) skæld ud for, til den nøgne mand, der flyder ind i naturen og minder om den engelske myte The Green Man, hvis folklore handler om naturkraft, med fokus på frugtbarhed, død og genfødsel. 

’Men’ er creepy, og både ide og visualisering er god, men alligevel bliver det for irriterende, banalt og uforløsende. Der indbydes muligvis til flere tolkninger, men for undertegnede virker det ret ensporet og alt for simpelt. Især i forhold til hvor brillante tankespind Garland før har skabt - med ’Ex Machina’ og ’Annihilation.’