Wicked Little Letters

Olivia Colman og Jessie Buckley genforenes fra ‘The Lost Daughter’ i denne hyggelige krimikomedie, der trods de to skuespillerinders medbragte charme, intensitet og personlighed, alligevel hurtigt er glemt igen i sommervarmen.

I en lille kystby i 1920’ernes England florerer ondsindede anonyme breve fulde af utilsigtede morsomme bandeord. Offeret for skandalen er den undertrykte, godgørende Edith Swan (Coleman), der i brevene kaldes de frygteligste ting. Ingen, især ikke hendes dybt konservative far (Timothy Spall), er i tvivl om hvem afsenderen er - det kan kun være naboen, den larmende irske migrant Rose Gooding (Buckley), der bor med sin datter og en sort mand, der ikke er pigens far. 

I takt med at brevene fortsætter med at dukke op, får Edith mere og mere opmærksomhed og sympati mens den ufiltrerede Rose anklages og anholdes. Sagen giver national rabalder og en retssag venter forude. Men den lokale kvindelige politibetjent Gladys Moss (vidunderligt spillet af Anjana Fasan) er ikke overbevist om at Rose er skribenten bag brevene. Gladys kæmper for sin ret til at være i politiet og vil vise hvad hun dur til, så i ledtog med et par af byens kvinder, begynder de at efterforske forbrydelsen for at bevise Roses uskyld.

’Wicked Little Letters’ er baseret på en sand historie og der er ingen tvivl om at det obskøne og ondsindede sprogbrug efter datidens normer blev opfattet som værende skandaløst. Men i en tid hvor folk skriger spydigheder ud i det offentlige rum i ly af deres skærme, kan vi blot fnise lidt af det.

Til gengæld gør fortællingens mere meningsfulde feministiske tema mere indtryk. Den seriøse undertone om kvinder, der hæver sig over undertrykkelse i en tid, hvor kvinder ikke måtte stemme og blev ilde set for stort set alt de gjorde, er langt mere interessant og kunne sagtens have vægtet mere og givet filmen mere substans.

Filmen er velspillet og der er underholdende og magiske øjeblikke undervejs. Alene Olivia Colemans ansigtsmimik gør filmen seværdig: Når Edith reagerer på det der skrives om hende i brevene, eller når hun må balancere elendighed og kristen selvtilfredshed med stoltheden over endelig at være i centrum for opmærksomhed. Men hvis man håber på en krimigåde der er Miss Marple værdig, bliver man skuffet - de fleste vil tidligt løse den simple forbrydelse.