Jan Gintberg: Død eller leende

Før og efter. Gintberg efter nedlukning er heldigvis ligeså sjov som altid. Og sideløbende med at han påny bekræfter at grin er noget af den bedste medicin, deler han den heftige personlige lockdown-oplevelse, der gjorde at han også blev ramt følelsesmæssigt. 

Denne globale pandemi har rusket i os alle, og de fleste er blevet konfronteret med meninger og følelser, som måske endnu ikke er helt på plads. Gintberg slynger effektivt samfundskritiske svadaer efter nogle af de store emner: Dødeligheden, sprit og sprøjter, samt udskamningen af alverdens valg, personlige og politiske. Og topper det med en tossesjov gennemgang af de forskellige måder folk bar mundbind - fra at sympatiserer med hovedklæde-regler til overvejelser om corona-tampon. 

At der er signalværdi i alt pointeres også overvældende smart og især ironisk i den disclaimer-video han viser - for lige at sikre sig at folk ved hvad de kan udsættes for her. Og så kører den velkendte improvisation med publikum, hvor han går fra at være den direkte drillepind til den der leger med at vi krænker vores egne hjerner. Impulserne flyder både fra ham og fra publikum, selvom der er mindre af det her - for Gintberg har noget særligt på hjerte i denne omgang.

Fra start er der en åbenlys taknemmelighed for at være tilbage på scenen, og han håber vi skal have en masse fællesgrin. Gintberg er ikke fan af grinepauser, men til dette show er der en mening med at lyset slukker ned med en dvælende replik - og han skaber en slags cliffhanger, så man slet ikke kan vente med at komme tilbage i sædet og høre mere. Og ja, første sætning i andet sæt bliver endnu et stort hjerteligt fællesgrin. 

Agendaen er også kommunikation og en god del handler om forholdet mellem kønnene. Fra likability på SoMe og segmenterede dating-apps til et omstridt Dollhouse på Fyn, hvor mænd leger med dukker, og alfonsen afslører at en af de mest populære er elverpigen. Konklusionen er at mænd skal tage sig sammen, og at det ellers kan ende med at kvinder ikke har brug for det mandlige input. 

Sproget er, som stemmelejet, toptunet - og derfor endnu sjovere når han skal beskrive et par situationer, hvor misforståelserne tårner sig højt med fløjt og flirt. Ligeså de helt store grinflip over de billeder han sætter på udtryk, der burde droppes i vores sprog, helt og aldeles. Så som "ren røv at trutte i", "et slag fisse" og "få noget på den dumme." Og så er aftenens sidste replik det bedste call back i meget lang tid. 

’Død eller leende’ er et show, der husker os på at grine og værdsætte livsglæden, plus hvornår der er en pointe i at dø af grin. Gintberg leverer en personlig nerve, som ikke skal afsløres her, for den er så meget mere rørende i overraskelsen. En helt basal menneskelig oplevelse, som er ret svær at lave comedy ud af, men Gintberg formår at skabe en formidabel rammefortælling og mikse det groteske med det banale. Som han siger "alles følelser bliver ramt på et tidspunkt!"