Jolly Weltschmertz!

”Europa er under angreb” lød det fra Statsministerens pressemøde i radioen, mens det omkring en vinstue tæt på Kongens Nytorv debatteres hvad der er værst: at heile eller at sladre. Hvis du har sovet i timen, er året ikke 1939, men 2022; året hvor kurven på endnu en pandemi knækkede, året hvor den kolde krig blev varmet op hurtigere end verdenshavene, og ikke mindst året hvor Riddersalen slog dørene op for en ny tradition: Kunstnerkabareten.

’Jolly Weltschmerz!’ er første kapitel i en forhåbentligt årelang tradition, hvor Riddersalen med et ben i sit ophav og et ben i vores samtid, inviterer på sensuel og eksistentiel underholdning. Jolly som glad og optimistisk og Weltschmerz som tungsindig smerte fra verden og hvordan den tynger vores sjæl. De to er langt fra hinanden, men samles så smukt. Hvordan anerkender vi den smerte vi og verden er i, uden at miste gnisten og glæden?

”Velkommen, Wilkommen, Welcome” åbner passende første sæt, som i musicalen ’Cabaret’, hvor en androgyn og forførende konferencier åbner ballet for den internationale sensation Sally Bowles. På Riddersalens scene er det franske skiftet ud med det danske, men essensen fra den Kurt Weill’ske kabaret består, uden på nogen måde at være en pastiche på kabarethistoriens bagkatalog. Alt føles originalt, relevant og ærligt. Professionelt og avantgarde.

Fra de fire skuespillere og kapelmesteren Thomas Dinesen først træder på scenen, er stemningen høj. De bærer vifter med tre små strudsefjer i hver, som lavkonjunkturs-glædespiger, mens kostumerne er sammensyede habitter og jakkesæt, gjort af et af stedets huskunstnere Thomas Winkler, der står bag meget af Riddersalens visuelle udtryk, såvel som dukkedronningen i stedets egen dronningeloge. Hun har i øvrigt en festlig hat på i stykkets anledning – en hat der matcher den, skuespillerne har på, da de i anden akt indtager scenen til det optimistiske stykke ’Life, Livet, Das Leben’, baseret på den svenske sursøde klassiker ’Sånt er livet’. 

Her starter fantastiske Karin Bang Heinemeier ud som en vemodig Picasso-agtig Pjerrot, der smittes af det øvrige ekstatiske ensemble med kastagnetter og maracas. Og jeg forstår hende godt – med høj entusiasme kan alle på scenen vende hverdagens sarkastiske trivialiteter til en fest. Som når Mette K. Madsen sætter sig bag klaveret i en snestorm og inderligt spørger ”bist du sad?” med lige del tristesse og verdensglæde. Hun står bag store dele af tekst og musik fremført på scenen, ligeså idé og iscenesættelse, uden at få divafølelser og stjæle scenelyset fra de øvrige medvirkende. Foruden original tekst og musik inkluderes brudstykker fra kunstnere som Björk, Nephew og Trio – dem med det tyske synth-pophit ’Da-Da-Da’.

Udover de Marlene Dietrich-agtige, dekonstruerede jakkesæt, er de på scenen iført tysk ekspressionistisk-inspireret makeup, hvor ansigternes mimik opløses. Det er modernitetens masker, som individet skjules eller mistes bag. Under et enkelt nummer forstærkes maskernes element, og ensemblet påklæder sig afrikansk-udseende masker af plastikdunke, a la de masker som kubismens malere inspireredes af. Plastikdunkene påminder os om plastikforureningen i havene, vores destruktive forhold til planeten, og bådflygtningenes tragiske skæbner, hvor individ glemmes bag maske og stigma bliver tal i en dyster statistik.

Der reciteres om uroen i verden, om flygtningene på Barcelonas strande og bomber uden mening – himmel uden rum. Samtidigt trækkes problemerne ned i hverdagens petitesser, som det at skulle opsige et abonnement, påminde sig mindfulness og dele på sociale medier. Det bliver som en dadaistisk kakofoni som i ret balance grundes i det nære, som i parforholdsdialogernes absurditeter, opført af skuespillerne i par, først de to kvinder med dufte og appelsiner, og sidenhen af Morten Raahede Brovn og Jens Gotthelf, som uden at sige andet end ”skat” udtrykker alle parforholdets nuancer. Det er rørende og virkeligt morsomt!

Samtidig hjælper de i ’Jolly Weltchsmerz!’ med at sætte spørgsmålstegn (og udråbstegn) ved de større og sværere ting i livet: Døden, kapitalismen, vores privilegier og skam samt andre etiske spørgsmål som det kan være svært at omfavne på halvanden time.  De gør det uden at bagatellisere, og det kan anbefales at tage et kig på Riddersalens store arrangement- og salonprogram, der kører sideløbende med den egentlige kabaret – det understreger hvor bredt og dybdegående kunstnerkabaretens intentioner går.