Crazy Christmas Cabaret – The Three Brexiteers

Det virkede som et No Deal Crexit, da London Toast Theatre for to år siden meddelte at den traditionsrige Crazy Christmas Cabaret spillede på sidste vers. Heldigvis blev skuden vendt i sidste øjeblik, og den årlige juletradition kunne fortsætte, med Vivienne McKee bag roret, og i år igen centralt på scenen. 

Vivienne gør sig endnu engang som publikumsfavoritterne Dr. Bent Van Helsingør og Lola Lieberdick, og i år også som Milady de Whichway, en farlig og sexet dobbeltspion centralt i eventyret ’The Three Brexiteers’ – om forviklinger, forførelser og lidt for meget forvirring. Hun omringes af intriger, store musicalnumre og den ene mand i dametøj efter den anden, og alligevel er det umuligt at tage øjnene af Vivienne McKee, First Lady of Fun. 

David Bateson står stærkt ved hendes side, hvor han endnu en gang spiller showets store skurk, Cardinal Rich-Perv, hvis navn opsummerer karakteren ret godt, og påminder om den banale og latterlige humor ’Crazy Christmas Cabaret’ bygger på. Det er i sig selv ikke en dårlig ting. Hans superskurk Ronald Rump inkluderes igen i år, dog uden for kontekst og historie, og måske har vi efterhånden set nok Trump-imitationer til at det i sig selv er sjovt. I øvrigt minder både kardinalen og en Boris Johnson-baseret karakter i forvejen nok om Trump, til at det er nødvendigt eller spændende. 

Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg og Jefferson Bond fortsætter ligeledes med at gøre hvad de er bedst til. Bare måden Bennet Thorpe bevæger sig på får publikum til at skraldgrine, mens Katrine Falkenberg igen bærer den musikalske sværvægt og duller udtryksfuldt rundt på scenen. Jefferson Bond er igen den unge dumme helt, som desværre i denne omgang tynges ned af en lang række dårlige Beatles-puns.

Ny på scenen er Kevin Kiernan-Molloy, hele vejen fra Australien, hvor han har været med i sagaer som ’Home and Away’ og ’Neighbours’, tv-serier næsten ligeså gamle og traditionsbundne som dette juleshow. Kevin er et godt, friskt pust på scenen, både som en af de tre Brexiteers, men allerbedst i løgbukser og pudret paryk som Kong Louis XIII. Kongekarakteren fjoller rundt som et forkælet (magt)liderligt barn, der som de fleste andre ikke rigtigt forstår hele Brexit-tingen. ”Brexit, Flexit, Schmexit? They´re gonna regrexit!” Det er helt Monty Python’sk. Både omkring det franske hof, på det lille Bed and Brexit, og på den britiske pub The Cock and Swallow med tyk accent og svansende jockeys.

Kongens kone Anne af Østrig portrætteres selvfølgelig af ’Crazy Christmas Cabaret’s egen dronning, Andrew Jeffers, der år efter år har stået på scenen i de mest overdådige og latterlige gevandter. Som altid er disse campy kostumer designet af Kirsten Brink, og årets kostumemæssige højdepunkt må være finalescenens enorme, kongeblå kjole, stor paryk og fjerkrave og ikke mindst EU-stjerner om brysterne! På en kostumemæssig top tre må også kardinalens undertøj samt en fashion-forward og alligevel meget ladylike version af de parisiske gule veste nævnes. Kan vi ikke snart få en udstilling med de bedste, største og mest ikoniske ’Crazy Christmas Cabaret’-kostumer?

EU-flaget og den lange gule vest bæres af Andrew Jeffers på tidspunkter, hvor han vist spiller Dame Babette BoumBoum. Forvirringen er stor i årets julekabaret, ikke blot som en del af den større forvekslingskomedie, hvor Babette BoumBoum som dronningens identiske tvilling skal erstatte dronning Anne, iklædt nogle diamanter hun havde glemt i forbindelse med en affære på den anden side af den Engelske Kanal, hos den Boris Johnson-agtige greve af Bonkingham.

Forvirringen og de endeløse plottwists er en del af inspirationskilden ’De Tre Musketerer’, som løst danner rammen for årets gakkede julestykke, men forvirringen når helt nye højder, på et niveau hvor selv en garvet gæst næsten må give op. Selv med flere års ’Crazy Christmas Cabaret’er i bagagen, alment indblik i britisk politik og populærkultur samt kendskab til Alexandre Dumas’ musketerdrama er ’The Three Brexiteers’ desværre en forvirrende rodebutik med lidt for mange ideer og referencer og en rød tråd, der er alt for løs og fragmenteret.

’The Three Brexiteers’ er fyldt med gakket danglish humor, fantastiske kostumer og de sjoveste lydeffekter, men bliver som hele virkelighedens Brexit-farce formentligt ikke et stolt minde man ser tilbage på som et højdepunkt i historien, og lever desværre ikke helt op til sin byline ”All for fun and fun for all!”