Crazy Christmas Cabaret: Who killed Don Calzone?

Palmetræer, flamingoer og neonfarvet træningstøj er næppe det første der popper op, når julemusikken spiller og det kommer til julens traditioner. Det er glögg, æbleskiver, knas og julebelysningen i Tivoli der selv i en sparetid vækker glæde og tænder julelys i øjnene, fra det øjeblik man nærmer sig den gamle smukke hovedindgang på Vesterbrogade. Ind i den romantiske have, ned ad alléen forbi Pantomimeteatret til Glassalen, der siden 1998 har lagt sine skrå brædder til en af de største juletraditioner for mange: Vivienne McKey og co’s ’Crazy Christmas Cabaret.’

I fire årtier har truppen taget publikum kærligt i hånden, på en rejse til alt fra Oldtidens Egypten, til galakser langt, langt borte i en fjern fremtid. Verdener langt fra den vi færdes i til dagligt, og som vi alligevel kender så godt, gennem populærkulturen og verdenslitteraturens klassikere. I version 2022 behøver vi ikke at grave særligt dybt i den kollektive hukommelse: Et farvestrålende sted der dufter både sødt og salt, af Piña Coladas, saltvand og sved, af glohede strande og kolde cash - Miami 1989.

Årets forestilling ’Who killed Don Calzone?’ er et campy murder mystery, hvor mordet på Calzone-klanens ældste søn Don skal opklares. Familien blev introduceret ved sidste års Crazy Christmas Cabaret, hvor sygdom og restriktioner desværre satte en stopper for at særligt mange kunne få glæde af løjerne. Og hvad gør man så, når man præsenterer en sæson 2 af noget, hvor publikum ikke bare kan binge sæson 1 online på forhånd? Starter showet med et recap, i bedste Netflix-stil, med en stor ”Spol tilbage”-knap! 

En håndfuld af publikum oplever Crazy Christmas Cabaret for første gang. De er dem der kaldes for virgins, og selvom det er deres første gang lærer de hurtigt, hvornår man skal råbe "BOO" eller "HOORAY", hvornår man skal rejse sig, læne sig frem eller højlydt gispe - liturgisk er det lidt som en gudstjeneste. På scenen har der også indfundet sig en jomfru, skuespilleren Mikkel Hoé Knudsen, som meget passende indtager rollen som den unge naive og forelskede fyr, der har krydset Atlanten og havner i et net af forviklinger og historier på kryds og tværs.

Historien er på en måde ret ligetil: De fire søskende Don, Al Fresco, Dolce Vita og Cappucino og moderen Mama skal mødes med en notar for at få oplæst den afdøde fars testamente. Notaren er en gammel kending, en af Vivienne McKee’s mest elskede karakterer, den danglish-talende detektiv Dr Bent van Helsingør fra Elsinore. Men både testamentet og den ældste bror mangler – han er blevet dræbt. 

Der er ugler i mosen – there are owls in the swamp – eller nærmere alligatorer, da vi som bekendt er i Miami. I en sidebemærkning nævnes det, at der måske ikke er mere mose tilbage, måske er det hele blevet bebygget, og endnu en Donald Trump-parafrase-karakter lurer i kulissen. David Bateson’s Trump-karakter er endeligt på hjemmebane i Mar-a-lago-land, efter afstikkere til både Sherwoodskoven og Star Wars-galaksen. 

En anden karakter der står på spring, er den forførende frække Versace-glade The Cuban, en sand mafioso der forstår at vrikke med hofterne i sit laksefarvede højtaljede jakkesæt. Kevin Kiernan-Molloy portrætterer ham med så meget ømhed og charme, at man næsten glemmer at overveje om det er særligt behageligt igen at se en hvid mand klædt ud som en minoritetsetnisk person med tyk accent. 

The Cuban danser sig gennem en fræk version af Gloria Estefan og Miami Sound Machine’s salsahit ’Rhythm is gonna get you’ og plotter skumle planer fra sin private zoologiske have med eksotiske men foruroligende ufarlige dyr. En af dem, en stor gorilla, der minder om den fra Cabaret (’If they could see her through my eyes’), havner med stykkets protagonister på en speedbåd i en hæsblæsende todimensionel flugtscene, hvor den fysiske humor er i top, til tonerne fra ’Miami Vice’. Musikken svinger og det velkuraterede soundtrack underbygger sammen med den neonfarvede scenografi, perfekt forestillingens rammer. 

Musikalske highlights er særligt når Katrine Falkenberg, med flere hurtige kostumeskift synger et 80er-potpourri med både ’Running up that hill,’ ’I’m so Excited’ og ’Physical’, alle med deres særegne kendetegn og koreografier, lyrisk fortolkende dans og Jane Fonda-bevægelser i stram lycra, baller af stål og cameltoe hos de mandlige performere.

Det største ornament på træet er som altid Andrew Jeffers’ klassiske panto-damekarakter; den uskønne farvestrålende ekstravagante ”kvinde” med stor libido og endnu større bryster og kostumer. Jeffers spiller matriarken i Calzone-familien, der midt i forvirringen omkring drabet og testamentet bruger sin energi på en flirt, på en sludder over telefonen med dronning Margrethe, og på at gøre sig klar til en stor bagekonkurrence. Med overdådige outfit som tysk bagerjomfru med en stor nydelig edelweiss-blomst som hat og en Oktoberfest-inspireret korsage samt en teltdug i det tyske flag som skørt - derfra hænger en perlerække af saltkringler, den tyske pretzel. Kostumedesigner Kirsten Brink har gjort det igen!

Og hvem dræbte egentligt Don Calzone? Man glemmer lidt den røde tråd undervejs, men det er lidt ligegyldigt. Det er en rammefortælling, der kan overlæsses med gøgl, glam og masser af hygge. Det er svært at sætte en finger på hvad der gør Crazy Christmas Cabaret til et julestykke. Julen nævnes vist én enkelt gang i hele det hæsblæsende stykke. Da den gør, indrammer det dog perfekt essensen af Crazy Christmas Cabaret: Julehygge er hygge "with a heart on/hard on."