Caspar Phillipson: Late Night Show

Dødcharmerende og sjofelsjov Corona-cabaret. Ja, det lykkes faktisk for Caspar Phillipson, en af landets mest sympatiske og virtuose entertainere at skabe en helt ny varieté-variant. 

Med rød, velour smokingjakke, sort butterfly og forfinet moustache entrerer Caspar Phillipson nonchalant den lille intime scene med det elektroniske klaver, blomsterbuket, kranie og fuldmåne - og byder svingende velkommen med ’All of Me’ samt løftet om at ”levere lidt lummert, som man kan varme sig på.” 

Med udgangspunkt i Tom Lehrers og Monty Pythons sange – som han har postet på sociale medier mellem lockdown og showdown – tager han pulsen på de velkendte Corona-forhold, i realiteter som absurditeter. Et særdeles overraskende, men meget vellykket miks af sort humor, syret satire og tilsat nogle kvikke opfordringer på følefronten. 

Som basis det, der gør livet allermest værd at leve, krøllet ind i den typiske, danske ironi, og presset til yderpunkter af Corona. Som ægtepar, der driver hinanden til vanvid, når de skal være sammen hele tiden. Så er det slet ikke ok at Søren Brostrøm fokuserer på singler, når han opfordrer til ”sex er sundt.” Eller konstateringen af, at vi er den generation hvor menneskeheden peaker: For alle er blevet eksperter, alle ved alt og alle udbasunerer det på sociale medier.

Det er muligvis de gængse Corona-vinkler, der causeres over, men det er charmerende lystigt og indimellem også lidt fjollet i de politiske rænker. Som når han helst ikke vil kalde kulturministeren joy, men samtidig mener at ’The Masochism Tango’ kunne bruges som De Radikales nye slagsang. 

Helt eminent er sangvalgene, for Lehrer og Phyton gakker godt, grundigt og genialt sammen i deres ordekvilibrismer, og især det lumre og makabre fornøjer i Phillipsons formidable fortolkninger. Fra Lehrers smittesang ’I got it from Agnes’ til Monty Pythons ’Medical Love Song’, ‘Sit On My Face’ og ‘The Penis Song. Fra nekromantisk ballade i ’I hold your hand in mine’ til grum afhængighed i ‘The Old Dope Peddler’. Og helt exceptionelt i Lehrers tophit ’The Elements’, hvor opremsning af det periodiske system tager pusten fra alle andre end Phillipson.

Det er spøjst som disse sange virker aktuelle i dette annus horribilis, for trods Lehrer-sangene er fra 50/60’erne og Phytonerne fra 80erne, er teksterne stadig skarpe og skamløse. Derfor er det et ret underligt miks med gamle danske slagere som ’Er du dus med himlens fugle’, ’Susanne, Birgitte og Hanne’ og ’Så længe jeg lever’, ovenikøbet som fællessang. Så er der mere mening med de smukke, rolige kontraster i Bent Fabricius-Bjerres ’Duerne flyver’. Men det giver stadig en lidt gammeldags stemning, som naturligvis passer i den smukke tidslomme Posthus Teatret er.

En særdeles værdig fejring af 25 års jubilæum for Caspar Phillipson, og hans ’Late Night Show’ er ligeså forunderligt og illuminerende som fuldmånen lige om hjørnet. Det kan Corona heldigvis ikke forhindre.