Overdækning af Vesterport banegrav vil være en gevinst for byen
Venstres borgmester forstår ikke, at Socialdemokratiet og Enhedslisten har stemt imod forslag om grønne byrum.
I disse måneder modtager politikerne på rådhuset resultaterne af de såkaldte ”Metropol-analyser” — fire forskellige analyser, der berører trafikken i Indre By.
Det drejer sig om Tivolis lukning af Vesterbrogade, færre biler i Middelalderbyen, en permanent afspærring af Vester Voldgade ved Rådhuspladsen — og så forslaget om en overdækning af det store grimme hul ved Vesterport Station, kaldet Vesterport banegrav.
Fra Venstres side er vi især begejstrede for dét projekt, der går ud på at overdække ”Banegraven”, altså det store hul ved Vesterport Station, og her skabe et byrum med plads til både boliger og en grøn park. København mangler begge dele, og få vil savne det gabende store hul, hvor man idag kigger ned på ledninger og togvogne.
I stedet vil københavnerne få adgang til et grønt byrum hele vejen fra Axelborg og hen via pladsen foran Palads og ad Hammerichsgade frem til H. C. Andersens Boulevard.
Derfor er vi også parate til at lukke Hammerichsgade for trafik og inddrage vejarealet i det kommende grønne byrum.
Projektets videre skæbne er p.t. usikkert. Selvom både Socialdemokratiet og Enhedslisten påstår, at de vil have mindre trafik og mere grønt — så har de foreløbig stemt imod projektet.
Dét undrer os.
Skal vi arbejde med, at områder i byen skal være bilfrie, så skal vi da gøre det her, hvor vi bygger oven på en station i stedet for på f.eks. Stejlepladsen, som samme partier vil gøre bilfri, selvom der ikke er en station i sigte.
Med banegravs-projektet får vi til gengæld et projekt for alle københavnere. Et projekt, der både udvikler byen og holder trafikken i gang.
Dét siger vi ja tak til.
—
Vær med i debatten om byen. Send indlæg på 500-1.000 ord til opinion@magasinetkbh.dk.