Lolita for altid

Hvor langt er der egentlig mellem lyserød og pink? Fra det blege, blide og uskyldige til det stærke, vilde og pornoagtige? Det giver kunstnerduoen How to Kill a Dog et vidunderligt fantastisk bud på, med Emma Sehested Høeg som den perfekte, moderne lolita.

Som en venus født ud af Botticellis muslingeskal starter hun i nude-outfit, fuld hårpragt og en Lana del Rey-kælen sang. Skifter til fjollet rollergirl med hang til delledunse-drengens madspil(d) – og en saftig piedestal-variant, hvor hendes egen tunge på kreativ vis ender mellem hendes ben (det skal ses!), samt et rebtrækkeri med mindfuck (det skal mærkes!).

Lolitaens udvikling går lystigt gennem skønhedsprinsesse med amerikanske truismer som ”be deep, but be light too”; den opmærksomhedskrævende der overfylder kroppen – det kan være både botox og fedt – og konstant beder om mere røg; over fitness addict’en med rap røv og hitpower som Madonnas ’Justify My Love’; til tudetøsen der vil skride fra det hele – mentalt, i cutting eller direkte suicidalt.

Det er ”too little” og ”too much” – som hun får publikum til at heppe – men yderst velafbalanceret mellem sjov og ironi, alvor og agitation, pleaser og provo. Og meget mere. I al den overdådighed af fest, fis og farver kan selve teksten måske virke mere overfladisk, men legen med tvetydighederne er oftest så overrumplende at forførelsen er total. 

Eksempelvis når hun iført vinger rider på enhjørning og ”rengør din sjæl” det ene øjeblik og det andet ”spiser din lyst”, hvorefter hun flipper forvirret rundt om/med kagen, der skal nydes eller ryddes. Eller når hun leger kækt med ord som ”sorrow”, eller når det der med sex åbenbart bedst udtrykkes på pladder-engelsk eller fjolle-svensk. Og så er der de fantastiske sekvenser, der ikke behøver ord – som endnu et piedestalmoment, der giver enhver twerking baghjul på ægte lir.

Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen lader Emma Sehested Høeg spille på vores reaktioner. Først bygges alt op til grin, men pludselig er det ikke ironisk mere, ærligheden og ægtheden er ikke morsom, det gør ondt og er patetisk, der er tårer og vrede. Vi er blevet rusket rundt i lolita-manegen, og skal konfronteres med vores egen usikkerhed, men den sidste interaktion med mobilbeskeder virker malplaceret og falder til jorden. 

Scenen er overkill af lyserødt og pink, der smelter sammen i bevidstheden om og manipulationen af lolita-imaget. For de fleste kvinder har spillet på uskylden, ligesom de har udnyttet deres sexappeal. Og ligesom kvinder vil blive ved med at lege lolita, så vil mænd blive ved med at begære dem. Men hvem pleaser hvem, hvem har magten, og hvor stopper legen? For man kan ikke blive i drømmerollerne hele tiden. Lolita for altid er et drømmescenarie – præcis som dette vidunderlige show.