Farvel til madonna

How to Kill a Dog er unikt teater, der har udviklet sig vildt og vidunderligt på bare tre år, og med denne afslutningen på trilogien om kvindeliv, -lyst og -leg bekræftes deres tiltagende succes og fanbase. Og at de muligvis kan tillade sig alt på en scene.

Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespiller Emma Sehested Høeg rusker og river os igen rundt i kvindemanegen, hvor de skifter mellem at gøre os forlegne, forføre os, udskamme, skælde og smælde. Aldeles tidstypisk med ironi og distance til at takle det ingen rigtig tør at sige eller gøre - og så midt i klicheerne krænger ærligheden og ægtheden igennem og følelserne buldrer rundt i kroppen, også i publikum. 

De spiller på vores reaktioner, og lader os indimellem spille med. Opbygger forventninger og overrasker alligevel. Forplanter idealerne, og smadrer dem heftigt igen. How to Kill a Dog og deres udvikling er et pragteksempel på at publikum er med til at skabe succesen, via interaktion - på scenen og udenfor - og fanbasen har helt klart bragt inspiration til denne trilogi.

Populariteten og magtbalancen udfordres, når den stride madonna skælder sit kor ud af scenen, giver musiker Viktor smæk, og skrid-kommandoerne breder sig til resten af medkunstnerne, så hun ender med en bælgmørk scene og må bede de første fanrækker om at give hende noget mobillys. Men vær varsom, for når hun beder om hjælp, fucker det med vores hjerner, og hun lægger ikke skjul på manipulationen. For sjov og for provokation. 

Som når hun tager blindfold på og beder om hjælp til at komme længere op ad (karriere)trappen: "Hjælp hende," opfordrer de kække fans på de forreste rækker. De har allerede været der - som en del af vinbaren med youngsters, som Emma gerne vil feste med i Valby - noget febrilsk med taxabetaling i naturalier, og en svenskerleg med håndklæder og negleklipning, som de færreste vist helt forstod.

Der er flere sære udtryk og scenarier, som forundrer, men det flyder spøjst ind i den semi-psykedeliske stemning i scenografien, kostumerne samt de kulturelle og kunstneriske floskler, der lifligt refereres til. Det er retro, men alligevel nutidigt, ligesom det er realistisk oveni de syrede input. Noget tekst er for overfladisk, nogle metaforer for søgte og der er muligvis for meget gentaget lir. Men alt er så gennemført og underholdende, og man kan ikke undgå at blive revet med i al balladen.

Deres særlige, skamløse cabaret-stil har udviklet sig fra det flagerende Pandora og det lyserøde Lolita sig til et syntetisk glansbillede af Paradisets Have; frodig og legende med blomstergynge, harpe, hvide duer, åkander, engel og sirenekor - og med madonnaen i Eva-kostume a la Botticelli. Muslingeskallen er dog udformet som en pudderdåse, der med billeder og spejl viser yderpunkter af kvindelige følelsesreaktioner. "Jeg gider ikke flere følelser..." siger hun og piller endnu et lag af, så kroppen fremstår som skelet-muskel-blod.

Hundyret raser igen, og med endnu grovere raptoner skaber hun endnu en uforglemmelig scene - iført plastslange-vest med 6 bryster - hvor kamera og røgmaskine følger hende rundt i salen. Budskabet er "slik min fisse" og publikum skal op at stå. 

Droppet derfra er fødselsdepression og efter en tur i og under græsset, finder Emma friheden et andet sted i rummet og smider det sidste lag tøj. Bare for at finde ud af at der stadig er publikum på! Straks rammer skammen igen, sårbarheden og den febrilske tvivl - om hvad hun skal sige og mene. Men uforfængeligheden sejrer - "hvornår blev det farligt at være nøgen?" - og imens hun synger den sidste (op)sang om en kvinde der vil mere, sender sirenekoret lys via spejle ud mod os: "Jeg går først... følger du med?"

Emma Sehested Høeg er fremragende i det overdrevne madonna-oprør, hendes natur er rå og primal og forførelsen ligeså krævende og konfronterende. Hun vil have os til at mærke efter, at tænke og tage stilling, samt følge og udtrykke lysten. Det rummer både sårbarhed og kontrol, for madonna/luder-komplekset er et evigt dilemma. Så ligesom ’Lolita for altid’ er ’Farvel til Madonna’ et drømmescenarie, der sparker røv - og booster How to Kill a Dog, der snart spreder mere vidunderlig kvindekultur med tv-serien ’Killjoy.’