Apollonian Blackout

Viben har altid været der. Det multikulturelle musikkoncept, hvor publikum opfordres til at være mere nærværende og dykke dybere, mere intellektuelt og reflekteret ind i toner, rytmer, ord og musikere. Det gør ’Apollonian Blackout’ fremragende - ligesom forgængeren ’Apollonian Circles’ - som en nærmest hypnotiserende hybrid mellem iscenesat koncert og improviseret jam.

Multiinstrumentalisten Mikkel Hess og hans band Hess Is More - sammensat af musikere fra København, New York og Berlin - har altid dyrket den musiske mangfoldighed, både i genrer og etnicitet, og leverer her et flydende lydbillede med base i jazz, tilsat funky sydamerikanske rytmer og gennemstrømmet af alverdens electronica. 

"Everytime you go away, you come back..." lyder nogle af de første markante tekster, som snart varieres af Hess med et modspil, inklusiv uddeling af service og andre ting, som publikum skal spille med på. Modsætninger mødes i spil, sang, dans og rytmer, og viser hvordan forskelligheder kan komplimentere hinanden i stedet for at skabe afstand. Det er naturligvis målet: At skabe relationer gennem musik. 

Uden at blive for iscenesat har Hess - med Tue Biering som konsulent - skabt stemningen af en rejse ind i noget dybere konceptuelt. Christian Friedländer og Dicki Lakha har brygget et alternativt middagslangbord, der byder gæsterne på udvikling fra almindelig fest til mere absurde ritualer. Men det er også en scene, hvor den hvide dug, lysestager, frugtskåle og sølvfade bliver ladt i skyggen af store glimmer-lorte-kransekager; der bliver jammet til en stor discokugle; og man forundres over nogle gul/sort-ternede bowlingkegler. Selvom de passer til Henrik Vibskovs småtossede redningsveste og sol/regnhatte.

Men det er musikken, der styrer, og Hess Is More skaber lydbilleder, der får kroppen til at danse og hjernen til at fabulere - eksempelvis med "You don’t dance when you are happy. You are happy when you dance." Med åbne eller lukkede øjne, indser man at blackout ikke altid kommer hvor man tror det. Det kan både være et kollaps som følge af eufori eller på grund af udmattelse.

Dermed leger titlen også med vores opfattelse. For Apollon er ikke kun sangens gud, men også lysets. Og det giver mening for enden af langbordet, ved en slags alter hvor en shamaninde taler i tåger, og en fyr mingelerer strengene på en kæmpe kontrabas. Det er syret og psykedelisk - ikke mindst med de overdimensionerede spiralcirkler ovenover - og lukker man øjnene kan man nemt glide ind i det sanseløse mørke, blackout eller ej. Cirklerne hinter muligvis til de første forestillinger i denne koncertrække ’Apollonian Circles’ (2019/20), der gik hver sin vej med lyset, fra lys til mørk og omvendt.

Her leder performerne også de tranceagtige gæster retur. Hvor en overraskende duft breder sig, kommer man langsomt tilbage til virkeligheden med dette popkulturelle fænomen, poppet ned i en trillebør. Ligeså uimodståeligt som resten af forestillingen, og endnu en reminder om hvordan det simple også kan fryde. Hvis man lader det flyde og fryde.

’Apollonian Blackout’ er et formidabelt kunstnerisk værk, et genreophævende koncept af koncert, teater og ritual, hvor installation og iscenesættelse alligevel toppes af jam og flydende grænser. Der kan tydes og tolkes på forskellige måder, af forskellige publikummer. Og publikum er virkelig mangfoldigt, ligesom performerne. Hvilket er et af Hess’ håb for forestillingen: Integration - hvor alle deltagere reflekterer hinanden og skaber en samhørighed. Via musikken, der går i både krop og sind.

For mest af alt skal det bare opleves, mærkes, deles og slippes løs. Stemningen er uforlignelig, og følelsen af noget ophøjet mixet med noget basalt varer ved - og man har bare lyst til at komme tilbage til dette utopia. Så forhåbentlig bliver Hess & co. ved med at udvide og udvikle dette koncertkoncept. Personligt kunne jeg godt se noget ’consciousness’ eller ’awakening’ komme. "Come back, come back!"