Vores mand i Amerika

Diplomatiet bobler og bruser som champagnen i Christina Rosendahls portræt af en kontroversiel helt, Henrik Kauffmann. Den danske ambassadør i USA i krigs- og efterkrigstid, hvor han mingelerede alliancer med lige dele ambition, innovation, idealisme og egoisme. 

Kauffmann (Ulrich Thomsen) ville det hele, og lykkedes med det meste. Under nazisternes besættelse af Danmark erklærede han sig uafhængig og affærdigede ordrer fra regeringen, han udarbejdede og underskrev Grønlandstraktaten med USA, samt formidlede den danske deltagelse i grundlæggelsen af FN.

Selv anklagen om højforræderi fik han affejet, og fratagelsen af egne økonomiske midler blev bare erstattet med den danske guldreserve. Imens flød champagnen lystigt, ved pool- og sengekanten, hvor hans kone Charlotte (Denise Gough) kæmpede for det optimale stemningsmiks af magt og kærlighed. 

Som i sin 2015-film ’Idealisten’ fortæller Rosendahl medrivende og tankevækkende et vigtigt stykke Danmarkshistorie – om udenrigspolitik og det stadig verserende drama om Danmark-Grønland-USA. Men hvor ’Idealisten’ – ikke mindst i kraft af sin hovedperson, journalisten Poul Brink – har den danske vinkel og vibe; så får ’Vores mand i Amerika’ med Kauffmann som centrum et ret amerikansk udtryk. 

Den klassisk smukke facade, hvor natur/haveidyl og barneleg mikses (af Peter Albrechtsen) med krigsrumlen, radiobulletiner og imminent musik (af Jonas Struck). Fede detaljer, som pigernes stramme fletninger, de flækkede spejlbilleder, douce farver og berusende bobler, samt hvordan the suits er så markante at de frames uden ansigt – og selv en pyjamas kan være et suit.

Ligeså er det politiske spil fuld af store ord og endnu større armbevægelser, nærmest provokationer. Den ublu omgang med penge, understøttet af replikken: ”Den der har pengene, vinder.” Kursspekulationer, sportsmetaforer og uendelig prestige i tomgang. Konstant runger det centrale motto: ”Diplomati er 50% information, 50% satsning. Og det styrer Kauffmann til fulde.

Alliancerne indgås ikke kun i politik, men også i privatlivet. Charlottes familieforbindelser til præsident Roosevelt virker særdeles joviale, som modspil til Henriks antydede affære med Zilla (Zoë Tapper), hendes yndige søster. De private forhold halter lidt, for der er ikke meget evidens at hente i historiebøger, biografier og lignende. Ægteskabet har deres skarpe kanter, og champagnen giver både op- og nedture, så man kan kun gisne om hvordan det voldsomme endeligt opstod.