Miss Osaka

Hvad ville du gøre, hvis du kunne blive en anden? Den mulighed lader hovedpersonen sig ikke gå forbi i Daniel Denciks nye spillefilm ’Miss Osaka’ – en smukt filmet identitetsfabel om en kvinde, der lader sig rive med af eventyret og tilfældets gaver, men som desværre overskygges af alt for mange løse ender. 

Danske Ines (Victoria Carmen Sonne) er med sin kæreste Lucas (Mikkel Boe Følsgaard) på forretningsrejse i Norge. Ines virker usikker og nærmest lidt fraværende, men da Lucas tilfældigt præsenterer hende for en af hotellets andre gæster, den smukke og forførende japanske Maria/Mamiko (Nagisa Morimoto), bliver hun med ét fascineret af hende – hun er alt det Ines ikke er, men måske savner at være. 

De to kvinder tilbringer et intenst døgn sammen, hvor de flyder mere og mere sammen, det ender dog fatalt ude i vinterlandets barske ødemark. Men pludselig har Ines fået en chance hun ikke kan lade passere: Hun overtager Marias identitet og rejser til Osaka med nøglerne til hendes lejlighed, et visitkort fra natklubben, hvor hun arbejder og et imponerende hurtigt lært ordforåd af japanske gloser. 

Ines kaster sig ud i et identitetsskifte. Hun bliver til April og får job på natklubben, hvor hun oplæres i kunsten at underholde japanske mænd – en af dem er Shigeru (Mirai Moriyama). Ligesom Ines, er han besat af Mamiko/Maria, og mens Ines skjuler sandheden om hvad der er sket med Maria, forsøger hun at overtage hendes plads som Shigerus faste pige. Hun svæver mellem at være Maria, April og Ines, og det er ikke helt så let.

Desværre ender det med en trykkende følelse af ærgrelse. For historien lægger op til et eventyr. En ny begyndelse for den usikre og næsten verdensfjerne Ines. Men i stedet får vi en lektion i at græsset ikke er grønnere på den anden side, det er blot lyset der spiller os et puds, alt imens en mørk skygge af tristhed hænger over hele filmen. 

Læg dertil alt for mange ubesvarede spørgsmål, der bliver til irritationsmomenter og fjerner fokus. For eksempel slipper Ines igennem paskontrollen på Marias pas, selv om hun ikke er asiat. Og i klubben undrer Marias bedste veninde Ayano (Junko Abe) sig aldrig over, at Ines går rundt i Marias tøj og smykker. Og da politiet beder Lucas om at identificere liget af en kvinde, de mistænker, er Ines, bliver der ikke sat yderligere aktioner i gang. Sådan er der flere små ting.

”Gør jer klar til at drømme”, byder værtinden Mamasan velkommen på natklubben Miss Osaka, hvor kvinderne smiler overdrevent, når de underholder de mandlige gæster og opfylder disses drømme om at være i centrum. Det er så hysterisk falsk, og sat op imod Marias udtalelse om, at hun arbejder et sted, hvor du kan være lige den du ønsker. For kvinderne kan netop ikke være, den de ønsker at være lige der på klubben. De skal tjene mændenes drømme – ikke deres egne.

Det er som om man vil for meget med fortællingen og i stedet ender med at svæve alt for let hen over den. Ines er en interessant karakter, men der dykkes ikke for alvor ned i hende. Og det samme gælder Maria. Filmen bæres af en velspillende Victoria Carmen Sonne som den usikre Ines, der forsøger at lægge sit gamle jeg bag sig, samt de smukt filmede billeder fra både Norge og Japan. Men det er desværre ikke nok.