Kollektivet

Thomas Vinterberg har mange film i sig. Så mange, at han i den seneste film ’Kollektivet’ måske har lavet flere på en gang.

Ægteparret Erik og Anne danner, på Annes initiativ, et kollektiv i 1970’ernes Nordsjælland. Komplet med ølregnskab, fællesspisning og nøgenbadning. Men fællesskabet stjæler Annes opmærksomhed, og Erik er ikke skabt til at være en af flokken. Han vil ses og høres og eje og bestemme.

Så da den unge, smukke studine Emma (spillet med integritet og finfølelse af Helene Reingaard Neumann) falder for den 20 år ældre Erik, er det med ordene ”jeg ser dig – og ham kan jeg godt lide”, at Erik overgiver sig. Emma er tydeligvis en yngre version af Anne – bare mere opmærksom, mere interesseret og mere imponeret. I et forsøg på at holde fast i sit ægteskab og sit ellers lykkelige liv, foreslår Anne, at Emma bliver en del af kollektivet. Og herfra går det – som forventet – hastigt ned ad bakke.

Historien ses gennem øjnene på Vinterbergs formodede alter ego, den 14-årige teenager Freja. Også hun gør sig erfaringer med kærlighedens væsen, dog med betragteligt bedre resultat end forældrene. Så langt, så godt. Det er alt sammen dybt involverende og Trine Dyrholm er imponerende og modig i rollen som den karismatiske, stærke Anne. Et troværdigt menneske, hvis private smerte pludselig står til offentlig skue midt i kollektivets gemytlige fællesspisning og sniksnak.

Og det er her, det går galt. Om Vinterberg har frygtet, at fortællingens alvor blev for voldsom eller om 70’ernes filmiske kolorit bare har taget magten, vides ikke, men der kunne med stor fordel være skruet ned for de kulørte feel-good elementer. Der er faktisk intet, der taler for fuldfede slowmotion-scener af kollektivet på gåtur ned af gaden med lækker 70’er-soundtrack. Tarantino style. Og det er heller ikke bydende nødvendigt for forståelsen af kollektivets liv og glade dage at svælge i langvarig fælles latter eller klicheen: kaotisk talen-i-munden-på-hinanden. Vi har forstået, at tosomheden er i fare.

Det er en skam. For uden de forstyrrende elementer af let karikerede bifigurer og insisterende tjuhej-hvor-det-går, står man tilbage med en stærk fortælling om kærlighed og dens væsen. En påmindelse om at gode intentioner og viljestyrke absolut ingen magt har, når der handles og spildes med hjertet. En pointe, der smukt symboliseres med kollektivets yngste beboer, drengen Vilads, der lever på lånt tid på grund af en medfødt hjertefejl. Som en ekstra advarsel om at hjertet er skrøbeligt og kan gå itu.