Coronaen viser os vejen til bedre byrum

Vi er i midten af maj måned. Det er otte uger siden, at statsminister Mette Frederiksen meldte om en omfattende nedlukning af Danmark.

Folk blev sendt hjem, nogle for at arbejde, andre for at vente på, at arbejdet kunne genoptages. Børn og unge skulle hjemmepasses og hjemmeskoles, da daginstitutioner og skoler lukkede.

Siden da har solen skinnet nærmest uafbrudt fra en skyfri blå himmel. Kirsebærtræerne har blomstret og afblomstret, og byens borgere — store som små — har indtaget de offentlige rum som aldrig før i desperation over at være isoleret inde på typisk få kvadratmeter.

Covid-19-situationen har for alvor understreget vores almenmenneskelige behov for frisk luft og grønne åndehuller.

De byboere, der havde muligheden, pakkede fluks bilen og kørte til sommerhusland, væk fra storbyen og ud i naturen. De tilbageværende har derimod måttet søge ud i byens offentlige rum for at få en smule adspredelse fra hjemmearbejdspladsen — et tiltrængt skud D-vitamin efter en lang, mørk vinter.

Søren Kirkegaards Plads er øde

Når vi stimler sammen i byens rum, bliver det tydeligt, at der både er for få, og at kvaliteten af de, der er, er noget varierende. Der er en grund til, at Islands Brygge i København har været sort af mennesker, mens Søren Kierkegaards Plads, kun få 100 meter mod nord, konsekvent har ligget øde hen.

På Islands Brygge har der måttet indføres midlertidigt opholdsforbud, der dog igen er ophævet og erstattet af adfærdsregulering i form af hvide bokse og patruljerende betjente på hesteryg.

På Søren Kierkegaards Plads bliver dette næppe nødvendigt. De to store byrum er programmeret og disponeret meget forskelligt, både skalamæssigt og indholdsmæssigt, og (by)mennesket trives tydeligvis bedre i det ene rum frem for det andet.

Søren Kierkegaards Plads er ellers fornemt placeret på Slotsholmen med Christian IV’s Bryghus og Tøjhusmuseet som bagtæppe. På siderne flankeres pladsen af moderne byggeri i form af Den Sorte Diamant og Blox, hvorimellem den åbner sig mod havneløbet med udsigt til Christianshavn og Voldene.

Slotsholmen, som pladsen ligger på, er med Christiansborg og adskillige kulturinstitutioner et yndet udflugtsmål for mange, men alligevel er det de færreste, der stopper og gør ophold på Søren Kierkegaards Plads’ 111 meter lange træbænk. Pladsen har absolut andre vilkår end Islands Brygge, idet den på brutal vis gennemskæres af O2, en af Københavns mest befærdede veje.

Pladsen mangler intimitet, og det, vi populært omtaler som den menneskelige skala, er fraværende. Først og fremmest mangler der træer for at gøre pladsen til et opholdsrum frem for et transitrum.

Den er ellers opkaldt efter en af vores største og mest kendte filosoffer, Søren Kierkegaard, der ofte vandrede rundt i de københavnske gader, hvor han fik sit »daglige menneskebad«. Skal man i dag have sit daglige menneskebad, er det, ironisk nok, ikke her man søger hen.

Søren Kirkegaards Plads — flankeret af Den Sorte Diamant og Blox — er en øde plet med sublim beliggenhed. Fotograf:  Google

Islands Brygge er fyldt af mennesker

Islands Brygge, derimod, er med sine ikoniske, hævede græsplæner, den signifikante kirsebærallé og bygninger med udadvendte funktioner i stueetagen så vellykket, at den nu har sejret sig selv halvt ihjel.

Islands Brygge i København blev hurtigt fyldt med mennesker, da solen kom frem. Nu er der aftegnet båse, hvor der maksimalt må være 10 personer i.

Dens tiltrækningskraft er, selv i en ikke-corona-relateret verden, så massiv, at ikke bare Bryggens beboere, men hele København har brugt den i sommerhalvåret. Dette har selvsagt skabt konflikter mellem besøgende og de lokale beboere, der er trætte af larm, skrald og ’overbefolkning’ halvdelen af året.

Men det vidner også om, at der må være et alt for snævert udvalg af gode byrum i resten af byen.

Alle kan se hvad et godt byrum er

Det kræver ikke en arkitektfaglig baggrund at kunne skelne mellem et godt eller et dårligt byrum. Vores adfærd i sig selv afslører, hvor vi finder det mest behageligt at opholde os.

Det kræver pt. heller ikke en baggrund inden for faget at konstatere, at byens rum er under et massivt, men også rumligt kritisk pres.

Når byens parker og opholdsrum er så overbefolkede, at der må indføres ensretning, og der på populære steder som Islands Brygge og Amager Strand helt har måttet forbydes ophold, hvor skal folk så gå hen?

Som arkitekter og landskabsarkitekter arbejder vi netop for at skabe gode, sanselige uderum, der inviterer til rekreativt ophold, fysisk udfoldelse og socialt samvær. Sidstnævnte går givetvis ikke særligt godt i spænd med den nuværende situation, hvor vi opfordres til at holde afstand og være sammen hver for sig. Men covid-19-pandemien er en undtagelsestilstand, noget midlertidigt, om end den kommer til at vare måneder endnu.

Den er et vakuum, som har vendt op og ned på den hverdag, vi alle kender, og som derfor giver nye perspektiver på tilværelsen. Mens den er fysisk indskrænkende, giver den mentalt rum for overvejelser om, hvordan verden kunne tage sig ud på den anden side.

Gentænk byen med grønt

Kunne man for eksempel forestille sig, at politikerne nu havde fået øjnene op for vigtigheden af at prioritere plads til de grønne åndehuller i byudviklingen? At den adfærd, der lige nu udspiller sig i byrummene, kunne give anledning til at gentænke indretningen af fremtidens by?

Gode byrum er der altid brug for — både under og efter coronakrisen. Intelligent byudvikling, hvor by og natur ikke er modsætninger, øger velværet for byens beboere og er en vigtig brik i de klimaudfordringer, som vi stadig står midt i. Øgede regnmængder kan faktisk håndteres ganske poetisk, så det skaber værdi frem for problemer og bidrager med frodighed og biodiversitet.

Lad os derfor ikke glemme byrummets potentiale, når vi planlægger morgendagens by.

Selvfølgelig behøver vi tag over hovedet, men byboere bruger byen, de færdes i byen og opholder sig i byen. Det er derfor, de bor der.

Vær med i debatten om byen. Send indlæg til opinion@magasinetkbh.dk.