pixel

KP19: Vesterbros fremtid

Carlsberg Byen, Postbyen og Jernbanebyen — flere nye byområder rejser sig i de kommende år. Der er også tre parker på vej til Vesterbro.

Kommuneplan 2019 København Vesterbro

Den gamle stenbro har for længst rejst sig fra slummen, og i dag er Vesterbro et af Københavns mest eftertragtede kvarterer at bo i.

To tredjedele af indbyggerne er under 40 år, og bydelen tiltrækker mange unge, der vil mærket suset fra storbyen. Og når to bliver til tre, flytter de ikke væk, selvom pladsen er trang.

Måske får børnefamilierne lidt nemmere ved at finde større boliger i fremtiden, for byens 'cooleste kvarter', som rejseguiden Lonely Planet kalder det, har flere nye 'byer' i vente — med navne inspireret af det gamle arbejderkvarter.

Carlsberg Byen og Postbyen er allerede i gang, mens Jernbanebyen på DSBs tidligere godsbaneareal vil begynde at vokse frem snarest muligt. Der er også tre grønne parker på vej til de mange indbyggere i bydelen. 

Jernbanebyen

Rustne spor og udtjente værkstedsbygninger på godsbaneterrænet skal give identitet til Jernbanebyen, der bliver en helt ny bydel på Vesterbro.

Her skal 5.000 boliger huse singler, enlige forældre, familier, ældre og studerende i bofællesskaber, almene boliger og ejerboliger. Måske har de ligefrem tegnet og opført nogen af husene selv.

De nye indbyggere kan møde hinanden på kryds og tværs til boldspil på grønsværen, i den nye skoles klasseværelser, over bøgerne på biblioteket eller måske i den nye offentlige park, som området også får.

Boligpolitikken, der også fylder en hel del i Kommuneplan 2019, slår igennem i Jernbanebyen. Her vil kommunen have almene boliger og prøve alternative boformer af — for eksempel bofællesskaber på tværs af generationer.

Samtidig ønsker kommunen, at bygningerne ikke bliver for høje, og at der kommer forskellig slags arkitektur. Måske får såkaldte byggefællesskaber — det vil sige grupper af borgere — mulighed for at købe byggegrunde og opføre boliger selv.

Med Kommuneplan 2019 vedtaget kan kommunen og grundejerne — DSB Ejendomme og det statslige ejendomsselskab Freja — gå i gang med at udvikle området.

Som første skridt skal grundejerne i fællesskab udvikle en helhedsplan for området, hvorefter kommunen tager fat på lokalplanlægningen.

I den proces vil omfanget af grønne arealer, tætheden af bygninger og størrelsen på byggegrunde blive lagt fast. Og tankerne om at grave 500 meter af Vasbygade ned vil blive mere konkrete.

Mens visionerne bliver til egentlige planer, og før gravemaskiner rykker ind i området, vil kommunen give plads til midlertidige aktiviteter i området. Allerede nu er CPH Village ved at opføre midlertidige træhytter, der skal huse 200 studerende de næste ti år frem.

Flere grønne områder på Vesterbro

Kommunen har grønne visioner for Vesterbro. Hele tre områder er udpeget som grønne potentialeområder i Kommuneplan 2019. Det vil vække glæde hos beboere, der længe har arbejdet for bedre idrætsfaciliteter og flere grønne kvadratmeter.

80.000-110.000 m2 er indtil videre udpeget til en offentlig park og begrønnede byrum i Jernbanebyen — det vil sige op til en femtedel af arealet. Det skal være med til skabe en bydel med en moderigtig grøn profil. 

Det endelige areal er ikke fastlagt endnu, men det vil uanset hvad blive noget mindre end i visionen for Vestre Remisepark — en ny grøn park med plads til idræt, kunst og kultur, som Vesterbro Lokaludvalg har foreslået. Til gengæld kommer der også en fodboldbane og en idrætshal.

Enghave Brygge, der er under forvandling i disse år, får også et grønt byrum. I mange år har grafittimalere og kreative sjæle haft det vindblæste havneområde for sig selv, men siden de første indflyttere rykkede ind i 2017, er de efterhånden blevet fortrængt af bolig- og kontorbyggeri.

Kommunen går med tanker om en park, der inviterer de nye indflyttere til aktivitet og ophold. Derfor udlægger kommunen området omkring H.C. Ørstedsværket til offentlige formål, så der kan blive plads til institutioner og fritidsområder.

Københavnerne kan også se frem til en spektakulær park på taget af de bygninger, der skyder op på den tomme grusgrund på stykket mellem Dybbølsbro Station og Tivoli hotellet. Parken giver fodgængere og cyklister mulighed for at vælge en grøn og luftig rute i sikker afstand fra Vasbygades larm og bilos.

Visionen er at fodgængere og cyklister kan fortsætte deres færden videre langs Kalvebod Brygge i et langt grønt byrum, der munder ud ved SEB-banken og Posthusgrunden på Bernstoffsgade.

Det kan blive til noget af en oprejsning for Kalvebod Brygge, der i mange år har været eksemplet på, hvordan man ikke skal udvikle en by.

Postbyen

Udviklingen af Postbyen har været i gang nogen tid. Allerede for to år siden begyndte man at nedrive den tidligere postterminal, som 'byen' har fået sit navn efter. Det er forventningen, at Københavns nye business district vil være klar i 2024.

5.500 mennesker skal arbejde i de mange kontorer, og mange af dem får god udsigt udover byen.

Mellem de høje tårne kommer et grønt byrum med pladser, det skal være med til at åbne området op for de omkring 20.000 mennesker, der vil komme forbi til møder eller drøne igennem området på cykel.

De kan alle se frem til en grøn promenade, der løber langs banelegemet og munder ud i tagparken ovenpå IKEA ved Dybbølsbro Station.

Carlsberg Byen

Carlsberg Byen har været under udvikling siden 2008. Efter et bump med finanskrise og byggestop tog udviklingen igen fart omkring 2014, da man begyndte at omdanne området omkring Carlsberg Station og bygge det 30 etager høje Bohrs Tårn.

Man regner med, at cirka 8.000 københavnere flytter ind i den gamle ølby og at yderligere 10.000 vil arbejde i de mange kontorbygninger. Indtil videre har det dog ikke været uden problemer at finde købere til de dyre lejligheder i de høje tårne, så måske bliver det ikke her, Vesterbros børnefamilier slår sig ned.

Den lidt lumre efterspørgsel har dog ikke sat Carlsbergs tårnbyggerier på pause. Tre mere er på vej op — inklusive Københavns højeste bygning — og i alt ni er planlagt.

Til gengæld er der stor appetit på uddannelse i området. Godt 1.000 børn allerede indtaget Europaskolen — den nye internationale folkeskole, der i snit har 16 nationaliteter i hver klasse. De får snart selskab af ligeså mange it-medarbejdere, som næste år rykker ind en ny kontorbygning på hjørnet af Vesterfælledvej og Ny Carlsbergvej — den naturlige hovedindgang til Carlsberg Byen fra Vesterbrosiden.

Det er meningen, at Carlsberg Byen skal være færdig i 2025. 

Læs om din bydel 2020-24

Amager Vest · Amager Øst · Bispebjerg · Brønshøj-Husum · Christianshavn · Indre By · Kongens Enghave · Nørrebro · Valby · Vanløse · Vesterbro · Østerbro

 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling