Mikkel Schrøder: Firmafesten

Kender du det? Ja, der er meget at genkende til denne firmafest, som Mikkel Schrøder har kørt i stilling med flere komiske personificeringer og et kæmpe musikalsk overskud. 

Måske endda for meget til at det virkelig rykker og er fornøjeligt. For selvfølgelig er det hyggeligt og sjovt med genkendelse, men når man har set/prøvet det samme for mange gange, kan det også blive for trivielt. Men spøjst nok er det faktisk en del af Schrøders fine pointe, og muligvis skulle man have mærket den lidt mere i løbet af showet. 

Velkomstsangen har lidt i den dur, med opfordringer om at slippe tankerne og glemme de ting og de ord vi fortryder. Til årets firmafest, som Mikkel naturligvis har indvilliget i at entertaine sig igennem – selvom han bare er i et ”dødeligt, midlertidigt job i GDPR-branchen.”

De temmeligt stereotype medarbejdere præsenteres med små historier, introer via skærm – videoboksen, der smart nok er en del af festen – og/eller sange i forskellige stilarter, der passer til personligheden. Mest lidt latterliggjort eller melankolsk, men indimellem spøjse overraskelser – som Carsten, et sludre/sladrehovede, der altid flyder ovenpå fordi han betragter al modgang som små bump på vejen.

Resten af festudvalget er karikeret over det genkendelige: Den dameglade chef, der elsker ’Matador’ og udnytter sin hvidvinssippende sekretær, der hader HR-chefen med det perfekte forstadsliv: mand, børn, hus og bil (og ingen andre end Insta at dele det med), samt homoen, der bliver macho af at ryge tjald. 

Der er rigtig meget revy-stemning over meget af showet. Ikke mindst da Linje 3 skal rodes ind i en ballade om 21 kønsidentiteter, næsten herresjovt… eller neutralt sjovt. Mindre morsomt er Årets pep-talker aka Jacob Haugaard, der fortærsker sig gennem noget ret usjovt ledelsepolitisk pladder. 

Ikke overraskende kommer der mere fest og farver over scenen i anden afdeling, under selve eventet. Helt unik er festudvalgets version af ’Bohemian Rhapsody’, hvor chefens klavertoner nærmer sig ’Matador’-temaet og de vilde temposkift får optimal fokus. Endnu mere sjovt er Schrøder-signaturerne med børnesange, der også er for voksne, som ’Bjørnen sover’ a la Rasmus Seebach, ’Tangokat’ i Marie Key-modus og allersjovest med Volbeats ’For Evigt’ indover ‘Lille Peter Edderkop.’

Men der er plads til forbedring i ’Firmafesten,’ hvis små bump på vejen giver lidt for ujævn helhed. Der er mange gode ideer, og udførelsen er god, men det topper bare ikke helt som comedy. Det musikalske flow og den fede energi – også fra sangerinde og keyboardspiller Jeanette Bonde og guitarist Jakob ’Jønne’ Juul – løfter showet markant. Og moralen er fin, men skulle nok være mere mærkbar, for vi kender den godt, og burde huske den oftere.