Brødrene Løvehjerte

Nogle gange må man forbløffes over hvor meget nutidens teater kan lave ud af meget få virkemidler. Ikke at ’Brødrene Løvehjerte’ er en lille opsætning. Men det er en meget enkel opsætning af en børneklassiker, som kan noget de færreste børneteatre formår. Nemlig at lave så lidt virak på scenen, og i stedet fortælle en vigtig historie, med enkle midler, så tilskuerens fantasi vækkes. Og det er de færreste børneforestillinger, der formår det.

Hovedårsagen til at dette opnås er at det meste af forestillingen er rammet ind af Karl Løves, altså Tvebaks fortælling. Han fortæller ting, som vi ellers ser i filmen. Morten Hee Andersen, som ellers er en stor og stærk mand, er lille Tvebak som med stort børnehjerte og stor kærlighed til sin bror Jonathan (Alvin Olid Bursøe), fortæller hele historien. Fra livet på slagbænken, med sygdom, til de begge kommer til Njangiala, og bliver til brødrene Løvehjerte, og flugten fra skurken Tengil og kampen med Dragen Katla. Selvom han konstant er på scenen, fortæller han hele historien, mens den foregår. 

I al dramatik lærer man jo at man skal ”show it, dont tell it”. Men her virker det sørme. Hee Andersen fortæller mens han ligger på slagbænken, oppe på den store flotte hest Fjalar, mens han løber, kravler under tunneller og gemmer sig. Og mens Tvebak fortæller, så er alle de andre skuespillere i fuldt vigør, illustrerer og levendegør hans fortælling. Så man hele tiden er med. Så man glædes og græder. Og så man hele tiden har lyst til at vide, hvad der nu sker. Selvom man måske godt ved det, fordi man har læst bogen eller set filmen.

I Thomas Bendixens iscenesættelse, er Line Mørkebys dramatisering i virkelig kompetente, levende hænder. Bendixen er nærmest notorisk kendt for at bringe gamle stive klassikere til live på de skrå brædder. Og ’Brødrene Løvehjerte’ er ingen undtagelse. Der er masser af liv i de to ellers ret døde løvehjertebrødre. Som almindeligt menneske bliver man helt forpustet af deres elegante sprinten over scenen i fuldt vigør og i ivrig kærlighed til hinanden. Det er livgivende, skønt og imponerende. 

Endnu mere imponerende er hvordan den livgivende iscenesættelse spiller sammen med den opfindsomme og superenkle scenografi af Karin Betz. Fremhæves skal de to heste Fjalar og Grim. To stykker beundringsværdige scenografi, der både fungerer som klippe, grotte, heste, hængebro, rumdelere og scenestykker. De to heste er bygget i en scenografi, som ligner den virkelighed børn har i dag. Nemlig den der findes i computerspil og på YouTube. Den digitale virkelighed. Hestene er et bærende og imponerende sceneelement, som er med til at føre forestillingen fremad, sammen med det gigantiske arbejde af videodesigner Tal Rosner. Hele bagscenen er dækket af en stor videoskærm, som fra start til slut er fortællingens konstante sceneskift. Og det hele fuldendes af Betz’ flotte kostumer, som har lige dele computerspil, ’Star Wars’, ’Robin Hood’ og ’Ringenes herre’ i ascendanten. 

Det er ikke nemt at bringe et folkekært middelalderunivers fra en Astrid Lindgren-bog ind i digitalt bevidste børns virkelighed. Men det lykkes – med bravur. Det lykkes så godt, at man, mens man følger Brødrene Løvehjertes farlige færd, har sin egen forestilling og film kørende for det indre øje. Den meget enkle scenografi gør at fantasien får frit spil, til at tage alle de detaljer med man selv ønsker, og alle de billeder man selv har på Kirsebærdalen, Tengil, Katla, livet, døden og de to tabre brødre, der elsker hinanden så højt.

Og for at det ikke skal være løgn er stykket også meget velinstrueret, med en stor lune og omsorg for de børn stykket er tiltænkt. Her skal især fremhæves Morten Hee Andersens barnlige sind, i kroppen på en stor stærk ung mand, bror Jonathans (Alvin Olid Bursøe) iltre heltesind og sidst men ikke mindst Tengils to trofast tjenere Veder og Kader. De to skurke i skikkelse af Sigurd Holmen Le Dous og Peter Christoffersen giver forestillingen så meget liv og humor, og giver det døden, et livligt pust. Al den liv og død, godhed og ondskab, som er ’Brødrene Løvehjerte’s store temaer, får lige et stærkt humoristisk pift, så hele salen emmer af børnelatter.