La Bohème

Bohemerne ved præcis hvordan man lever på det basale, får det optimale ud af det minimale, og gør de små intime følelser kæmpestore. Så selvfølgelig fungerer det fremragende når Puccinis storladne bohemeopera tones ned til det helt essentielle og intime.

Det, der især imponerer – i Peter Lodahls ide og Amy Lanes iscenesættelse (henholdsvis afgående og nytiltrådt CPH Opera Festival-chef) – er intimiteten. At så stor og signifikant en bygning som Østre Gasværk alligevel kan blive en nærmest perfekt ramme om den tætte bohemefølelse og den inderlige kærlighed.

Fremragende er først og fremmest orkestret – forrest på scenen og en markant del af den enkle, velfungerende scenografi – på bare otte mand (næsten alle fra Copenhagen Phil), under ledelse af Ulrich Stærk. Det svulmende romantiske partitur er elegant og smukt nedtonet til piano, klarinet, harmonika, kontrabas og fire violiner. Med fine aspirationer mod jazznoder og 1920ernes années folles, hvortil handlingen er rykket.

’La Bohème’ har altid dyrket kontrasterne, og her opleves den skæve Pariserstemning især i de to cafescenarier: Den festlige rigmandssalon Momus og den småskumle kunstnerknejpe. Lidt atypisk er begge steder fokuseret på kvinder og den kvindelige energi: Mimi (Yana Kleyn), Musetta (Helle Gössler) og de prostituerede, indfanget af kærlighed og penge, der begge giver udsving på modpolerne lykke og ulykke.

Men det er stadig primært herrernes historie, og Amy Lanes casting og instruktion af de fire klassiske bohememænd er skarp og tonesikker: Digteren Rodolfo (Peter Lodahl), maleren Marcello (Mark Stone), filosoffen Colline (Nicolai Elsberg) og musikeren Schaunard (Yunpeng Wang). 1920ernes økonomiske opsving og kunstneriske letsind er endnu ikke nået til deres taghybel, og der er en ekstra snert af bitterhed og selvoptagethed over Rodolfo, som dæmper sentimentaliteten en smule, især i slutscenen.

Dermed bliver den mest medrivende og rørende scene 3. akts farvelarie/duet/kvartet. Den russiske sopran Yana Kleyn er vidunderligt gribende i sin sørgmodighed, og i duet med Peter Lodahls lyse tenortoner er der perfekt harmoni, ligesom kontrasten er rørende til Marcello og Musettes undertonede skænderi. Absolut blandt årets bedste operaoplevelser, så enkelt, intimt og sanseligt.

’La Bohème’ er yndlingsoperaen for mange, der elsker den storladne musik og det klassiske, enkle kærlighedsdrama. Men indfølingen er ligeså helstøbt i denne smukke, intime opsætning, hvor man opdager nye nuancer i toner, sang og følelser. Og hvor det flotte, nyrenoverede Østre Gasværk skaber endnu en kontrast, hvor det storslåede rum med overvældende plads til kunstneriske drømme bliver en rå indfatning af operaens essens. Der hvor det at leve for kunsten og kærligheden runger af ulykke og tragedie.