Tosca

Toscas kys. Et af de dybeste og mest rødglødende i operahistorien. Det kys i had, der er blodigt, kværkende og dødeligt. Og det kys i kærlighed, der også ender som dødskys.

For Toscas passion er ikke kun rød, men også kulsort. Som hendes øjne i den velkendte duet ’Qual'occhio al mondo’ der afspejler hendes jalousi og hang til drama. Via sin karriere som operasangerinde er hun vant til at udspille de store følelser, og gennem sine livsvalg af kunst og kærlighed (fremfor traditionel familie) har hun både talent og vane for at få gennemtrumfet sin vilje.

Tosca er gudfrygtig – når hun kysser sin elskede Cavaradossi i kirken foran Madonnaen – men hendes ærefrygt strækker sig ikke til politimagten, der har anholdt Cavaradossi for medvirken til fangeflugt. Så det får skæbnesvangre følger, da den ondsulede politichef Scarpia presser hende til en deal om sex og frihed. 

Historien er meget simpel, så der skal fuld knald på passionen og temperamentet i Puccinis populære trekantsdrama. Det sker mest i solo her, for den armenske sopran Lianna Haroutounian har nærmest ingen kemi med hverken græske Dimitris Paksoglou eller hviderussiske Vladislav Sulimsky som henholdsvis elsker og despot. Hun har tilstrækkelig kraft i stemmen, men overspiller helt i sin egen zone, der kun få gange lader de to herrer tæt på. Allermest grelt i afskedsscenen, der går fra tantekys til vennekram og håndtryk, yderst sært.

Denne 3. akt rummer ellers al den vilde kærlighed, den største smerte og den smukkeste musik man kan ønske sig af Puccini-passioner. I flere passager får musikken lov at flyde solo, og Dimitris Paksoglou leverer en hjerteskærende dyb og smuk version af arien ’E lucevan le stelle’ så man ønsker den var meget længere og ikke blev afbrudt af operadivaens heftige stræben efter at overstråle ham. 

Gennem hele forestillingen svinger energi og tempo noget ustadigt, eksempelvis med et par scenarier hvor uskylden er trukket frem, som kontrast til det onde og magtbegærlige. Den fremadstormende svenske instruktør Sofia Jupither er forholdsvis ny med operaopsætninger, men har haft succes på teaterscenen med især Norén og Ibsen. Så der burde være erfaring i at tumle med store følelsesdramaer, selvom de skandinaviske dramatikere har en helt anden følelsesramme.

Til de tre forskellige locations – kirke, politikvarter og tagterrasse – har Jupithers norske hofscenograf Erlend Birkeland trukket tunge og mørke murstenshvælvinger ned over aktørerne, så man konstant fornemmer deres desperation i trykket af magtbalancen. Og der er kun få muligheder for at slippe væk. I Toscas sorte øjne, eller i det store sorte himmelrum. Med eller uden dødskys.