Aida

Trompeter over Hedeland. De helt unikke af slagsen, som er særligt skabt til Verdis ’Aida’, hvor den velkendte triumfmarch dominerer anden akt med pragt og magt. De seks horn har normalt hjemme på Malmø Opera, men giver ekstra fryd til den allerede unikke udendørsstemning på Opera Hedeland, der i år fejrer 20 års jubilæum.

’Aida’ er kendt som et af de store udstyrsstykker med krigen mellem kongerigerne Egypten og Etiopien som den pompøse baggrund og evige gudepåkaldelser som konsolidering af både magt og spiritualitet. Kæmpe pyramider, templer og faraoer ses oftest kun i store arenaer som Verona, men den britiske scenograf Simon Corder har alligevel valgt den traditionelle tilgang med en guld(beskinnet) trappescenografi - og i det hele taget masser af guld i alt fra masker, hatte og draperinger til podier og flagrende vimpler.

Guldet repræsenterer selvfølgelig magten, det egyptiske hof og særligt prinsesse Amneris (Andrea Pellegrini). Hun elsker hærfører Radamès (Kjetil Støa), der elsker slavinden Aida (Yana Kleyn), som også elsker ham. Ingen ved at hun er den etiopiske kongedatter, så krigens efterspil af konfrontation og forræderi ender i bristede hjerter.

Handlingen er klassisk og en smule gammeldags i sin enkelthed, men kernen er evigtgyldig: De mennesker og følelser, der bliver ofret i krig. Det pointerer den græske instruktør Rodula Gaitanou i denne opsætning ved at rydde det meste af scenen til de to sidste akter, hvor kærligheden skal stå sine prøvelser. Det bliver en noget stillestående og ensformig fremstilling, hvor duetterne flyder ind i hinanden og en lidt langtrukken affære at få følelserne frem. 

Solisterne er ellers veloplagte og indfølende, med russiskfødte Yana Kleyn - Årets Operatalent på Copenhagen Opera Festival - i front. Lille og sød, men med kraft, drama og følelse, der går direkte i hjertet - hendes Aida er helt perfekt. Vidunderligt følsom i ’O Patria Mia’, stærk og uforfærdet i sin konfrontation med Amneris, og helt aldeles rørende i dødsduetten med det norske stortalent, tenor Kjetil Støa. 

Denne afsluttende dødsscene i krypten er så smuk og nærmest intim, når de kryber sammen og synger tæt på orkestret, kun i svag lyssætning, men med den skønneste naturbaggrund oplyst i håbets farver - så halvdelen af operagæsterne straks må tage fotos til mindebogen. Helt klart et uforglemmeligt højdepunkt.

Kærligheden flyder igen beundringsværdigt på Opera Hedeland - både for, bag og på scenen er der så meget hengivenhed og hjertevarme. Og guderne var vist med os - vejret holdt fint i de timer Hedeland berigede os, trods der før og efter var regn og rusk. Personligt er ’Aida’ ikke den store oplevelse, og jeg savner især det store, vilde kor, som kunne give mere af den pompøse karakter. Men vi vil til enhver tid vende tilbage til Opera Hedeland - med eller uden trompeter - for der er altid overraskelser og engagement i luften.