Snedronningen

Blændværk. Som i sneblind. Ligesom stakkels Kay, der får iskrystaller i øjne og hjerte, vildledes vi i digital-kaskader af lyskrystaller – samt skarpe, skæve operatoner. Indimellem er det blændende, tilmed interessant, men oftest alt for frostkoldt og forblændet. Ikke mindst i tolkningen af titelkarakteren.

Her er sne i multiudtryk, visuelt og især tonalt, men uden det går op i en højere enhed med H.C. Andersens smukke eventyr. Stemningen er knitrende kold, murrende mørk og næsten tappet for Gerdas (Sofie Elkjær Jensen) ukuelige håb og mod til at finde bedstevennen Kay, der er forhekset af Snedronningens spejlsplinter. 

Vinter- og snemiljø er ganske gennemgående i Hans Abrahamsens velrenommerede og internationalt anerkendte værker, så det virker oplagt at hans første operapartitur skal være denne isdronning. Fra enkle høje toner til dybe strukturer tilfører han eventyret sine særlige mikrotonalistiske og forvrængede tilsnit. Samt referencer til andre klassiske værker, operaer som eventyr, eller som i kragesangene, hvor han har tracket andre (krage)komponister, fra børnesang over Schubert til Bob Dylan. Ikke for alle ører, men bestemt sansemættet.

Mere problematisk er karakterudformningen, for Abrahamsen er ikke fokuseret på ord, hvorunder sangen og karaktererne lider. Lyrik og eventyr er forsvundet i store dele af værket, og hverken staccato eller da capo gør noget godt for indfølingen. Og når man fraskærer vigtige karakterer og deres indvirken på Gerda – eller stykker dem til en karakter – så ødelægger man vigtige pointer i udviklingshistorien. 

Nærmest utilgiveligt mangler Røverpigen og hendes slæng; så mere forståeligt at bedstemoren, Blomsterkonen og Finnekonen er smeltet sammen i Johanne Bocks solide skikkelse. Men at Johan Reuter gestalter tre meget forskellige urkrafter – titelkarakteren, Rensdyret og Uret – under titlen Den Universelle er et stort rod og endnu større mistolkning! Snedronningen er den ultimative kraft her, og der er en pointe i at hun er kvinde! 

Desværre stopper kønsforvirringen ikke der. Helt tosset er etableringen af en bukserolle som Kay (finsk-tyrkiske Melis Jaatinen), der er alt for overvældende med kvindestemme og voksenbevægelser; og ganske umotiveret signalerer kragerne (Morten Grove Frandsen og Jens Christian Tvilum) transpersonligheder; imens prinsen (Gert Henning-Jensen) og prinsessen (Sibylle Glosted) overseksualiseres, muligvis for humorens skyld.

Slotsscenen er ellers operaens mest farverige scene, men den ender i et overgear, der bare igen bekræfter de uefne temposkift, fra den træge startscene over ligegyldige dansescener til den udpenslende slutscene. Det veksler meget hvorvidt det sprudlende lysdesign – af Bruno Poet og Matt Daw i samarbejde med spanske Playmodes Studio – bringer energi eller flimrer ud; som i 3.akt, hvor mørket tynger endnu mere på Palle Steen Christensens scenografi, der så bliver mere tung og statisk.

Samspillet mellem musik, sang og scenografi er tit udfordret, og favoritscenen for mange vil være Gerdas møde med rosenbedet – koret nedsunket i gulvet med hoveder i plastkappe af røde roser og kroppe i sorte ligposer – hvor kontrasterne spiller fuldt ud på herlig surrealisme. 

Netop den slags kontraster og de forskellige følelser, som vores nationaldigter stiller barn/ungdommen i deres udvikling, er essentielle for at stabilisere den følelsesmæssige udvikling. Men spanske Francisco Negrins opsætning fryser fast i for meget sne og mørke, og selv den mest magiske følelsesscene af tårer, der smelter lammende iskrystaller, passerer som endnu et lysglimt.

Forventningerne til denne opera har været store – også for undertegnede – og det kan sagtens ende med at blive endnu en rost klassiker for Abrahamsen, også internationalt, når den engelske version får premiere på Bayerische Staatsoper, München til december. 

Men den vil dele publikum. For måske har Abrahamsen nørklet for længe med det – ideen opstod noget tid før Den Kongelige Opera i 2012 lagde bestillingsopgaven – og har proppet for meget ind i værket. Så forhippet på at skabe en voksen, uhyggelig udgave af H.C. Andersens eventyr, at der er gået kønskuller og klimakoks i helheden. For mig personligt er det for meget blændværk, for lidt følelse, og mest af alt savner jeg en ægte Snedronning!