Den Store Gatsby

Guldregn eller askeregn? Forestillingen om Den Store Gatsby har begge, men har svært ved at finde den rette stemning af dekadencen, der er så essentiel for denne klassiker om kærlighed og klasseforskelle. 

F. Scott Fitzgeralds roman var ikke et hit ved udgivelsen i 1925, muligvis grundet den spottende vinkel på den amerikanske drøm. Men efter hans død har den fået status af uforglemmelig klassiker, som et ufravigeligt tidsbillede på 1920ernes egoisme, nydelse og nonchalance. 

Odense Teater har sikret sig Danmarkspremieren i teaterregi, og man kan kun have høje forventninger, når man kender deres ensemble-, kreativitets- og tekniktalenter. For 1920er-ekstravaganza må da være et drømmescenarie at skabe? En fest af frynse-swing i kjolerne, manchetknappe-bling, bølgende frisurer, guldrammet interiør og lækre jazztoner. Og ikke mindst kække replikker, der indimellem slår fra sig på særlig kønsrollemaner.

Men her i Nicolei Fabers opsætning er der nærmere en lidt doven feststemning, hvor fjolleri indimellem tager overhånd. Cool og chill bliver for dominerende i herre(stereo)typerne, og de henslængte damer går næsten i hvidt med sofaerne, imens en enkelt nykomponeret sang flyder elektronisk gennem Gatsby-festerne, hvor folk flakker og flimrer ligeså meget som guldglimmeret.

Men overfloden mangler, især i den ensartede og spinkle scenografi, og dekadencen trænger kun rigtig gennem overfladen i enkelte scener. Eksempelvis i scenen med den overdådige skjortegarderobe, og mest liv er der i hotelsuiterne: Den første hvor partyhoben kæmper om opmærksomhed, og den sidste hvor en issyl truer med at hugge gennem mere end kølige drinks. Her mærker man at det rige ros tager det seriøst, de fester for at imponere andre med deres velstand, og alt muligt andet vel. 

Ironien hører til i fortællerrollen Nick (Benjamin Kitter), den litterære wanna-be, der bliver bindeleddet mellem kusinen Daisy (Lea Baastrup Rønne) og den nyrige Gatsby (Jon Lange), der har ganske blændende illusioner om kærlighed og klasse. Men hans drømmekvinde er gift med den vulgære rigmand Tom (Nicolai Jandorf), og Gatsby er snart fanget i et giftigt væv af utroskab, vold og udnyttelse.

Det kan være svært at afbalancere de tre hovedkarakterer, som hver især kan bringe en interessant udvikling: Gatsby som fremtidens mand af håb og forandring, Daisy som en stærkere kvinde med selvstændige valg, Nick som den spiddende litterære stemme og mulig katalysator. Men det er meget vagt her, for overfladisk. Ingen tvivl om at fokus er på Nick, men den fine litterære ordstrøm bliver mange steder for tung og det distancerede udtryk blokerer for udviklingen.

Også understøttet af den evindelige ørkenstøv/sand/aske-scenografi, i grå, orange og grøn – hvilket burde signalere en udvikling fra mat over glød til håb, men det er ikke lige det man føler i slutningens døsige ord: ”Mod strømmen, tilbage til fortiden.” Snart er Gatsby-festen også fortid, men den burde fremstå mere mindeværdig end denne forestilling.