Direktøren for det hele

Der bliver brug for flere krammebamser, meget snart. For hvem bestemmer egentlig – iscenesætteren eller den iscenesatte? Og hvad påvirker udfaldet mest: penge, moral eller kreativitet? ’Direktøren for det hele’ er topaktuel situationskomik, der mikser teater- og firmashow i lystige spark til enhver forestilling om fine magtforhold. 

Finanskrisen var på vej, da Lars von Trier i 2006 instruerede filmen, men hans agenda var mestendels en anden. Som en sidebemærkning, en bearbejdning, et mellemspil til nye karrieremæssige (og personlige) udfordringer udspyede von Trier uventet satire om magtbalancen i et lille firma i optimal salgsposition – med en irreel person som største faktor. Der er uden tvivl autentiske metaforer her. 

En chef, der vil bestemme, men ikke tage ansvar. En skuespiller – som chef-stand-in – der har sin egen (kunstneriske) agenda. Medarbejdere, der både vil slås og have krammere. Og ikke mindst udenlandske opkøbere. Inden boblen springer kommer historien om ”direktøren for direktøren for det hele”, og hvis ikke det moralske kompas havde rettet ind, var der sikkert bygget mere på af løgne og affærdigelser. Økonomiske som personlige.

Det er rigtig-rigtig sjovt, når ingen vil tage ansvar, egentlig ikke aner hvad de selv laver, og ingen kan få løsninger gennemført. Der går regulær legestue i MUS-samtaler, virksomhedsstruktur og kontraktunderskrivning. Døre smækker op og i, når de da ikke bruges til købspositionering, imens den lyserøde krammebamse vokser, samt en ligeledes eskalerende nødvendighed for chicken dance. Selv madpakkerne har historier i sig.

Nicolei Fabers iscenesættelse (fra engelsk dramatisering af Jack McNamara) sprudler af tempo og timing i de mange detaljer fra et kontormiljø vi kan genkende, men som så alligevel bevæger sig mod noget surreelt. Ikke mindst Christian Albrechtsens scenografi rammer plet, og farveafstemningen er perfekt. Sådan lidt Lynch/Twin Peaks-agtigt i øjeblikke med klicheer, karikaturer og kult i herligt mix. Også i karaktererne, der får det hele til at spille optimalt. 

Benjamin Kitter som skuespilleren, hvis indre poet fører ham på afveje, ligesom hans teaterguru Gambini også bidrager med et overraskende indspark. Ole Boisen som kujonchefen, der i sin desperation skiftevis kæmper for at få fikset firmasalget og overfor medarbejderne forsøger at få presset tårerne frem. 

Den (danske) sentimentalitet er den norske køber ved at brække sig over hver gang hun smækker sine dværgkorte ben til kontraktbordet. Sigrid Husjord er vidunderligt overdrevet og man bør spidse øre efter hendes bidske norske gloser, for hendes sidekick af en tolk fordansker dem speedsnakkende.

Af firmaets fire mellemledere er Mogens Rex' stammende it-nusser Nalle sjovest, imens Kristoffer Helmuths Gorm indimellem bliver for vrissen og kolerisk. Så er Malene Melsens bogholder mere sprød i sin vissenhed, og Mette Kjeldgaard Jensen er den moderne kvinde med en ligefremhed, der også svitser lidt #MeToo-aktualitet.

Hvis man nævner lystspil i samme sætning som Lars von Trier, tænker mange måske i retningen under bæltestedet. Men ’Direktøren for det hele’ er et lystspil i den gode gamle tradition for komedie og farce, og de seksuelle spidsfindigheder her handler om skuespilteknik, anmelderi og samfundsnormer. For dette satirespark går til alle magtforhold, fra småforretninger over underholdningsbranchen til storfinans. Og desværre ser det ikke ud til at der bliver rykket meget ved hverken iscenesættelse eller magtbalance, så der skal flere krammebamser til, og de kan ikke blive store nok!