Midsommar

Hygge og uhygge i signifikant balance, som kun nordisk atmosfære kan skabe det. Ari Asters ’Midsommar’ er en skæv, lille genistreg, der tripper gennem den nordiske lysidyl og åbenbarer esoterisk gru. 

Sjældent har de nordiske breddegrader fremstået så eksotisk, men det er en del af filmens pointe omkring amerikanernes opfattelse af vores nordiske idyl, hygge og lykke. Og hvordan de interagerer med og reagerer på den. Det giver filmen en underspillet humor, der holder vellykket i nogle af horror-elementerne senere, ikke mindst et sexklimaks.

Ligeså i en tidlig scene, der også er fuld af små forvarsler: De fem unge amerikanere er lige ankommet til Hälsingland og tripper straks på svampe som intro til ni dages midsommerfestivitas i hyldest til naturen. Her smelter virkelighed, drømme og mystik sammen til den åndelige åbenbaring, der venter dem – med endnu større kropslige afdækninger.

Fyrene er stereotype: Fire antropologistuderende, der ikke synes at have styr på deres eget ophav – med undtagelse af ganske velafbalancerede Pelle (Vilhelm Blomgren), der har inviteret de andre til sin svenske familiefest. Josh (William Jackson Harper) vil skrive speciale om midsommertraditioner; Mark (Will Poulter) vil junke og score; imens Christian (Jack Reynor) vistnok vil forsøge at redde sit kæresteforhold med Dani (Florence Pugh), der er kommet med på sidelinjen, fordi hun lige har mistet sine forældre og søster. 

Som i Ari Asters første thrillergenialitet ’Hereditary’ er fokus her på kvindens følelser og udvikling. Det der starter som uskyldig fejring (Dani har også fødselsdag) med hvide folkedragter og blomsterkranse, midsommersol og -varme, naturritualer og runemytologi, udvikler sig hurtigt til deliriske ofringer, parringsceremonier og andre syrede sessions. 

Som forgængeren går ’Midsommar’ i de psykologiske detaljer mere end de klassiske skrækgys, og et helt unikt udtryk opnås ved at næsten alt forgår i blændende dagslys. Så når Aster indimellem vælger gyserklicheerne til, får de nyt liv, eftersom de blottes i dagslyset. En helt særlig æstetik ophøjet af Bobby Krlics soundtrack, hvor fortryllende absolut ikke kun er positivt stemt. 

’Midsommar’ er ladet med mange temaer og metaforer, men er mest af alt en historie om et parforhold, der udfordres af omgivelserne. Man følger både de mandlige og kvindelige taklinger, men vinklen er kvindelig, ligeså magtbalancen, så man kan tolke i både drøm, mytologi og virkelighed. Og uhyggen? Den vil vi mærke hver midsommer fra nu af. Gennemført gys, ganske simpelt.