La Traviata

Den flotteste dødsfest med den stærkeste dødsdronning! Den franske stjerne Patricia Petibon er fuldstændig eminent som operaverdenens mest elskede kurtisane, endda hendes første ’La Traviata’. Et kæmpe scoop for Malmø Opera!

Verdis opera om den vildførte og faldne kvinde – som titlen hentyder til – var en vovet sag i sin samtid, og denne moderne version pepper også godt op i de grundlæggende temaer om sex og moral, kærlighed og død. Det hele er konstant nærværende på scenen – scenografisk, musisk og følelsesmæssigt – uendeligt frækt, let skræmmende og ultimativt tragisk. 

Der har altid været letsind og sex i fester, som man ser det i den første flintrende festscene med det velkendte brindisi-hit ’Libiamo ne’ lieti calici’, hvor Alfredo gør charmekur til Violetta. De synger ikke kun om at drikke som nydelse, men også om lysten af elskov, så de liflige safter flyder på scenen, ikke mindst af de sexede dansere fra Tivolis Balletkompagni.

Men allerede under ouverturen, på en sortskaleret forscene, har franske Olivier Py introduceret det mest geniale i sin opsætning: Døden, som evigt skyggeskelet nær Violetta. Spejlet, som hun smukkeserer sig i, afbilder et helt andet syn i slutningen, hvor døden ikke længere lader sig affeje.

I alle scener vikler, kribler og krabler døden sig rundt i Pierre-André Weitz’ imponerende scenografi af massive vinduesrammer på stålstilladser, der drejes rundt så de danner nye rum, trapper, vægge med mere. Ofte på en baggrund af stiplede snurrehjul inspireret af den schweiziske kunstner Jean Tinguelys kinetiske, maskinelle skulpturer. 

Disse spindende hjul – dobbeltheden i forlystelse og skæbne – lyser blidt op på den rå dødsscene af sorte-grå-hvide nuancer, hvor Violettas røde hår er eneste lidenskabelige kulør. Men festen er alligevel forrygende levende og lystig i sin hyldest til den mexicanske helligdag: Día de los Muertos (De Dødes Dag), hvor man fejrer de døde og deres liv.

Den sidste spektakulære maskerade er derfor en æstetisk flot dødefest med skelletter og kranier i alle afskygninger, fra skræmmende til sjov og nærmest sexet, når danserne folder sig ud i guld, nylon og blonder. Selv i kærligheden, da Violetta igen overgiver sig til Alfredo, kaster hun et dødningehoved til ham.

Det er genialt og vovet af Olivier Py at lade døden dominere så meget i denne populære Verdi-opera. At leve med døden så tæt på, er velnok menneskets største følelsesmæssige udfordring. Violetta gør det med en febrilsk vekslen mellem letsindighed og skrøbelighed, for elsker hun mon virkelig Alfredo eller er det dødsfrygten, der gør hende sårbar og elskelig? 

Det er nærmest ufatteligt at dette er Patricia Petibons debut som Violetta, for hun er fuldstændig enestående. Som håret er skuespiltalentet fyr og flamme, der følelsesmættet tæmmer både den råstærke festdronning og den hudløse dødsdonna. Vild kontrol som i stemmen, der er så teknisk fabelagtig at alt synes ligetil i det ellers krævende parti. Som hun kan lege med koloraturerne, ligeså naturligt i kraftfuldt fortissimo som i sagte pianissimo. Doktorscenen i slutningen af 1.akt er helt exceptionel stemmekontrol i det blideste niveau. Den smukkeste lidelse, uden romantisering af hverken sygdom eller offer.

’La Traviata’ er ganske enkelt fabelagtig verdensklasse og et must for operaelskere. En operaklassiker med moderne dimensioner, der giver stof til eftertanke i de lyriske hjerneskaller. Det er ikke bare til fest og provo at hægte døden på titelkarakteren, for Día de los Muertos kan lære os at acceptere døden som en del af livet, hvor vi kan tale om og støtte hinanden i det vi frygter mest.