Luisa Miller

Familiebånd er oftest stærkere end noget andet forhold af kærlighed. I Giuseppe Verdis operaunivers er følelser og affærer næsten altid centreret omkring far-datter/søn-forhold, og i ’Luisa Miller’ leveres flere pragtscener over dette tema.

Først og fremmest den smukkeste og stærkeste af Verdis far-datter duetter, ’La figlia, vedi, pentita’ – fremført til perfektion af Vladislav Sulimsky og Olesya Golovneva (fra henholdsvis Hviderusland og Rusland) som militærveteranen Miller og datteren Luisa. Sønderrivende i sin dobbelthed af smerte og håb, og meget karakteristisk for deres skæbne i denne historie om kærlighed og klassehierarki.

Luisa elsker Carlo, og omvendt. Men Carlo viser sig at være Rodolfo, søn af den magtsyge grev Walter, som har tiltænkt sønnen giftemål med enkehertuginde Federica. Grevens forvalter Wurm vil vinde Luisas hjerte, og sammen lægger de en sindrig plan, der involverer løgn, trusler og i værste fald død. Straffen kommer til alle – fra ikke helt uventede hænder.

Klassisk forviklingsintrige og kærlighedstragedie baseret på den tyske dramatiker Friedrich Schillers ’Kabale und Liebe’ og med mindelser om Shakespeares ’Romeo og Julie’. Underligt nok er ’Luisa Miller’ en mindre kendt og sjældent opsat opera, trods den er åbenlys forløber for Verdis succestrilogi ’La Traviata’, ’Rigoletto’ og ’Trubaduren’. Forhåbentlig kan denne fantastiske opsætning på Malmö Opera gøre en forskel og udbrede kendskabet.

I regi af italienske Stefano Vizioli centreres det rå magtspil på følelser vs. etikette, og ’Luisa Miller’ får et touch af moderne psykologisk drama. Særligt på grund af den handlekraftige heltinde og den enkle, rå scenografi, der med et par kæmpenæver signalerer Guds greb og skæbnens magt. Her er ingen nysselig og fornem scenografi, som de fleste operaer er udstyret med.

Det er ren og skær verdensklasse på Malmö Opera, og man forstår fuldt ud, at de kan tiltrække store stemmer fra hele verden. Orkester, kor og stemmetyper komplimenterer hinanden fremragende, og skaber flere lag af fryd.

Imponerende og unik er 2. akts kvartet, der fremføres a cappella. Det personlige højdepunkt er dog den canadiske tenor Luc Roberts eminente og rørende fortolkning af arien ’Quando le sere al placido’ – uforlignelig smuk stemme!

”Tiden læger alle sår,” synger operakoret helt himmelsk. Og der er så sandelig tragedie nok at hele. Verdi mistede selv døtre og hustru i en ung alder, og hans operakunst har uden tvivl været med til at bearbejde sorgen. Grazie mille, for den fabelagtige musik.