Ruben Søltoft: Ting fra min mund

Dig, dej og fingeren. De ting, ingen burde vide. Og lyde, ingen burde sige. Men det tør, vil og gør Ruben Søltoft med en legende let charme, der tager brodden af de indimellem pinlige, sjofle og grænseoverskridende historier han leverer med helt særegne krumspring, kropslige som sproglige.

”Det skal gøre ondt, før det gør godt,” siger man – og ”før det er sjovt,” kan man høre Ruben tilføje. Han investerer gerne sig selv i det mest pinlige, så det virker ægte. Men samtidig er han til spas og ballade fra den hverdagsskuffe, der kan blive enten for privat eller for triviel for nogen. 

Han gør noget ud af at fortælle at han føler sig voksen og moden: ”Der er ikke så meget at snakke om med de unge piger…” Selvfølgelig scorer han dem alligevel, og det er kilden til sikre grin – og en del call-backs – da han kalder dem ubagte: på overfladen sprøde, men dej indeni. Og vi kender alle sammen til det der med fingrene i dejen! Lidt mere problematisk er en anden finger-joke, som forbindes med uventede gæster og ”jeg var lige i nærheden.” 

Det er stadig ganske ungt og liderligt, som Ruben også betegner det at være single. For endnu et break-up har ramt den 31-årige spillop siden sidste show, så – som han selv lægger ud med at indrømme – nu følger flere akavede episoder med en ekskæreste, ligesom i det første show. 

Denne gang er han blevet mere følsom. Siger han, og bruger skønne udtryk som ”det regner i mine øjne,” ligesom han må indse den mindre flatterende mening af underboens kommentar ”du lækker.” Søltoft er god til at lege med ordene, og showet er fyldt med den slags finurligheder. Så som at ”dej” og ”dig” lyder præcis ens, ubehjælpeligt tapas-spansk og det mystificerende ”oonaanii.” Og så kunne der sagtens være gjort mere i rejseting og -størrelser, ikke nødvendigvis tilknyttet rejsning, men jo, den sidste rejsning står lidt usikkert.

Optakten eller forklaringen kunne ligge i historien om pigernes fodboldhold, om ferien med glasdør til toilettet eller de nørrebroske hverdagsangreb. Men der er noget med at følelserne ikke kommer så let ud af hans mund, og så er han blevet vant til at lave sære, sjove, distraherende lyde i stedet. Og/eller spille op i spotlysets larm, så publikum går hvin- og klapamok. 

Det fungerer, det er sjovt og det bringer letsind til showet, fordi Søltoft har både den ungdommelige selvtillid og den charmerende tvivl til at fornemme sit publikum og dets grænser. På premiereaftenen overrumples han af en 11-årig dreng, som familien indimellem holder for ørerne, når Ruben blandt andet anbefaler at smage egen sæd, drømmer om frøer ud af penis, samt funderer over den mindste pik og den største klitoris. Der bliver vist alligevel lidt at forklare i familiehjemmet bagefter.

Det voksne islæt er lidt ubagt. Et problem med langt ubehag i stedet for kort konfrontation, underbygget af nogle lidt kulrede teen-historier om forhudsforsnævring, forældresex, foldbold-dna og kønsmobning. Der prikkes kun lige til boblen, men intet eksploderer eller løses. Som han siger til eksen: ”Jeg har det godt-godt, fint-fint.” Man fristes til at tilføje ”dej-ligt.”

Det kan godt være Ruben har svært ved at udtrykke følelser, men han har virkelig styr på at fortælle historier og skabe billedlige indtryk, der skaber fed stemning og ærlige grin. Der er en perfekt balance mellem korte jokes og lange historier, og pointen med at elske mange ting er lige i vinkel. Så selvom krøltoppen er glattet lidt mere ud og han løber lidt efter spotlyset til sidst, så er ’Ting fra min mund’ herlig humor af den charmerende, fjogede og kreative slags. Så slip fingeren og latteren løs med Ruben!