Papillon

”Det er en god flugt,” siger mimeren i den drøm, titelkarakteren har i mørket af sin isolationsfængsling. Den er tvetydig, og introducerer en anden vinkel på flugten. Virkelighedsflugten: Ind i fantasi, drømme, håb og tro. Men udover lidt hints i teater-, film- og maleregi uddybes det ikke nok til at blive rigtig interessant. Før i slutningen.

Trods stor succes og anerkendelse har der også altid været kritik i kølvandet af Henri Charriéres selvbiografiske romaner ’Papillon’ og ’Banco’. Om misvisende fakta og persontroværdighed. Den første filmatisering af Franklin J. Schaffner tog sig sine dramatiske friheder, og selvom danske Michael Noer bedyrer at han ikke har set den filmklassiker, ligger hans ’Papillon’ meget tæt på forgængeren fra 1973. 

Fokus er på det umage venskab mellem Papillon – som han kaldes fordi han har en sommerfugl-tatovering, med reference til hans evner som tyv – og millionæren Dega, der havde en mindre rolle i bogen. Men hvor Schaffners aktører – Steve McQueen og Dustin Hoffman – fandt optimal kemi, har Noers sværere ved at få følelserne til at gnistre. Der er underligt nok for meget krop over Charlie Hunnam, og Rami Malek bliver mere og mere affekteret i Degas særhed. Kun i få glimt mærker og forstår man deres forbindelse. Oftest fremprovokeret af medfangen Celier, i typecastet brutalitet af Roland Møller.

Celier er Noers mest markante tilføjelse, derimod kunne han snildt have droppet tyveri-introen før fængslingen, og gjort den første isolationssekvens skarpere. For filmen føles langtrukken og ret ordinær i sin klassiske fortælling. Man skulle tro at Noer med sin dokumentar-baggrund og seje film som ’R’ og ’Nordvest’ ville være i sit rette element her, men igen viser Hollywood-manuskriptet sit benspænd for en mere karakteristisk stil.

Der mangler bare kant og sjæl her. I 1973s hippietid var sommerfugle-vinklen måske mere ligetil, men temaerne om transformation og genfødsel er essentielle i Charriéres liv, ligesom frihedsmotivet. Som vel let kunne finde et moderne udtryk. I steder får vi en åndsvag forklaring på Celiers anker- og svale-tatoveringer.

Selvfølgelig får Hunnams kropsvægt formidlet historiens kerne: Papillons ukuelig tro på og styrke til at flugt kan lade sig gøre – trods anselige sikkerhedsforanstaltninger, effektiv genindfangning og nådesløse strafprocedurer. Dette fængsel på Fransk Guyana var seriøst et mareridt, og størstedelen overlevede ikke og havde kun deres drømme og fantasier tilbage i deres sidste år.

Så muligvis har Papillon aldrig været på Djævleøen, men scenerne der er blandt filmens bedste. Ikke mindst den afsluttende flugt, hvor et lille, fikst brilletrick leger med fiktionen og virkelighedsflugten, og så bliver fantasi til virkelighed. På de billeder skulle filmen være sluttet.