The Exterminating Angel

Handlings-lammet. Allegorisk og sælsomt tulrer de rundt på scenen: Tre lam uden mening og mål. Det er så genialt og skørt som det skal være, når det fungerer som optakt til en surrealistisk forestilling af en ekspressionistisk komponist. 

Fra spanske Luis Buñuels 1962-filmklassiker ’Morderenglen’ til britiske Thomas Adès’ moderne operamesterværk ’The Exterminating Angel’ holder surrealismen og metaforerne hele vejen til helvedes forgård. Begge er fantastiske mareridtsbilleder med helt unikke stemninger af et kultiveret middagsselskab, der pludselig befinder sig i limbo, da ingen synes at kunne komme ud af (spille)rummet. 

Panikken breder sig hastigt, og så lynsnart som hemmelighederne rasler ud af de dyre ekviperinger, dykker moralen. Noget må ofres – eller nogen? Anarki og kaos på højt plan. Og så fabelagtigt mystificerende og foruroligende for hver takt og tone, der nedbrydes.

Det går dobbelt op her, for i Thomas Adès’ operaunivers er den musiske fragmentering lig legen med konventioner, og han splitter noder så eminent at det går lige i krop og hjerne samtidig. Altså påvirker både korporligt og intellektuelt, præcis som Buñuels historie. 

Således bliver dekonstruktionen af det fine selskab også et indhak i operagenrens normer. Adès brillerer igen med omfattende klassiske referencer – eksempelvis Strauss’ valse, Bachs får og Wagners vildskab – og bringer nye tonearter i samspil. Her det første elektroniske musikinstrument, ondes martenot, som med sine særlige mikrotoner udvider mystikken og fatalismen.

Titelkarakteren er nu operadivaen, og hendes exterminating talent er selvfølgelig også underfundigt. Hun er stærkt underholdende i svenske Kerstin Avemos skikkelse med skingrende høje divaskrål. Det er bestemt udfordrende sangmæssigt, og det store ensemble gør en forrygende indsats – især vellykket af bas Sten Byriel, sopran Sine Bundgaard og kontratenor Morten Grove Frandsen.

Sidstnævnte fornøjer også med nogle af forestillingens mest surreelle replikker og optrin centreret omkring pilleæske og oversensibilitet, der topper med teske i kaffekop. Herligt forvrænget, og så endda helt uskyldigt i forhold til de efterfølgende vrangvridninger af kærlighed og død. 

’The Exterminating Angel’ er et flerårigt samarbejde med Royal Opera i London, Metropolitan i New York og Salzburg-festspillene, hvor verdenspremieren fandt sted i 2016. Forventningerne har været tårnhøje og de indfries med en detaljerigdom i alt fra librettoen af Tom Cairns (i samarbejde med Adès), der også er instruktør på denne opsætning, til Hildegard Bechtlers prangende scenografi, særligt den voluminøse palisanderhvælving og ligeledes dominerende art deco-guldskab/væg med hint til Dali (som var en del af Buñuels kunstnerkreds). 

Buñuels surrealisme og Adès’ ekspressionisme fungerer fremragende sammen, for selvom Adès tilgang til de underliggende temaer er mere direkte, bevares de vigtigste dele af mystikken. Selvom klokkerne ringer klart og trommerne buldrer en(s)tydigt er der ingen sikre tolkninger her – og det er det, der gør værket så eminent og tidløst. Ligesom det klassisk eksistentialistiske spørgsmål er evigt aktuelt: Kan ikke, må ikke eller vil ikke? Handlingslammelse – for individ og for samfund, i kultur og i politik, som fantasi og som virkelighed – vil altid kunne ramme os.