Powder Her Face

Hvordan lyder en blowjob-arie? Helt forrygende i nyklassikeren ’Powder Her Face’, der med markante tonearter sublimeret med støn, host og grin gav den britiske komponist Thomas Adès et massivt gennembrud i 1995. 

Blowjobbet er blevet ligeså ikonisk for denne opera som det var for den societykvinde, hvis liv operaen beskriver: Margaret Whigham, hertuginden af Argyll, der skabte en af de mest saftige adelstandskandaler i 1960erne, da hun blev skilt fra sin mand. Beviset var nemlig utallige Polaroid-fotos, deriblandt det berygtede blowjob-shot, hvor mandens ansigt var dækket – til stor spekulation i tabloid-medierne.

I irske Orpha Phelans opsætning er denne skilsmisseretssag drønskægt og -spydigt leveret af Sten Byriel med dybbrummende røst, slasket dommerparyk og bar overkrop. Hans indrammede dom over den moderne, skruppelløse kvinde med sengestolpemoral tænder ild i pejsen under ham, i stuen hvor et middelklassepar kvikt kommenterer The Dirty Duchess. En helt central scene, der pointerer det evige dilemma i sexhistorien: Forskellen på den kvindelige og den mandlige ret til at udleve seksuelle lyster.

Hertuginden bliver kaldt alt fra kvindelig Don Juan til gammel tøjte, og selvom størstedelen af operaen er vild og spøjs, mærker man ambivalensen i de dunkle og indimellem hårde toner i Adès’ partitur og Philip Henshers libretto. Den blide harpe, der er hertugindens karaktertoner af parfume, pudder og perlekæder, glider ud efterhånden som hun blotter ensomheden i den sidste arie, hvor alt er brugt eller til at smide væk, inklusiv hende selv. 

Anne Margrethe Dahl er stærk og medrivende som den aldrende hertuginde, der i 1990, tre år før sin død, via flashbacks genoplever sine sexeskapader. Hun er muligvis en overfladisk snob, der tror hun kan gøre som hun vil, men Adès og Hensher pirker til forestillingen om hvem der udnytter hvem. Folk omkring hende tog sig godt betalt, og da hun en sidste gang bliver klædt af til skindet, krymper man sammen med hende til de skarpe og skæve toner fra orkestret. 

Den enkle og bramfrie handling til trods foregår der rigtig meget, som sætter tanker – og lyster – på spidsen. Detaljer som læder, pisk og tis, samt en champagneflaske der popper i enden. Bogstaveligt! Frækt og ofte virkelig sjovt boltrer bas Sten Byriel, sopran Sofie Elkjær Jensen og den engleske tenor Alexander Sprague sig i flere roller. Og så er Phelans tilføjelse af en ung hertuginde (Christine Dahl Helweg-Larsen) ret genial og giver ekstra kropslighed. Helt forrygende i roomservice-scenen, som ender i det berømte blowjob. Den er i sig selv en afspejling af hertugindens historie.

Det bobler også af vellyst i de mange musikalske indtryk, der strømmer gennem ’Powder Her Face’, med klare referencer til eksempelvis kabaret a la Kurt Weill, klassisk touch af Stravinskij, og atonal stil som Alban Berg, hvis opera ’Lulu’ især kunne være en nær søster. Det er ganske enkelt en imponerende operadebut af den dengang 24-årige komponist, som ganske forståeligt sidste år modtog Sonnings Musikpris.