Patti Cake$

Se den, hvis du skal se en film med din mormor i år. Der banker et hjerte af guld under den rå tone og de socialrealistiske rammer i den ende af Jersey, selv ikke Bruce Springsteen tør færdes i.

Patricia Dombrowski (Danielle Macdonald) lever ikke det søde liv med swag og champagne. Hun kalder sig Killa P, eller Patti Cake$, og drømmer om det store gennembrud som rapper, imens hun knokler som bartender for at skrabe penge sammen til sin småfordrukne mor (Bridget Everett). Hun har talent, men alt imod sig, bortset fra sin bedste ven, den indiske fyr Jheri, der forguder hende og så sin elskeligt ramsaltede, terminale mormor (Cathy Moriarty).

Patti bander som en motherf....., men har hjertet på rette sted. Det samme har filmen. Der er overrumplende små bidder, der løfter det banale i denne underdog-fortælling til noget ægte og rørende. Der er stærke præstationer og stor varme. Man mærker, at det har været vigtigt for instruktør Geremy Jasper at skabe filmen. Han var Patti engang, en drømmer i en lille forstadsflække. 

Men måske vil den en lille smule for meget? Historien følger nogle gange de klassiske vendepunkter lidt for slavisk. Måske fordi manus blev udviklet i forbindelse med Sundance Lab, der nok strømlinede noget. Fantastiske Danielle Macdonald brugte to år (!) på at finde Pattis stemme og lære at rappe. Der er blevet brugt krudt på alt, også på det, der skal se billigt ud. Det er meget arbejde i en film, der både er indie og mainstream. 

Den store entusiasme og de mange, mange sigende detaljer i Pattis skrumlende og larmende rejse mod stjernerne opvejer meget. For klichéerne er der; overvægt som forhindring, den sjove ven reduceret til sidekick, den vise sorte mand, det uværdige idol... og så alligevel. Man kan sgu ikke andet end holde af Patti, der aldrig ynker sig selv. Men som klør på. Tough love er den stærkeste kærlighed.

Og! Ros skal gives til Henrik Thøgersen, der svedigt har spyttet rim ud, så hver eneste rapvers giver mening, også på den anden side af Atlanterhavet.