Bridge over Troubled Water

Er du fan af Simon og Garfunkel, så er denne her forestilling som skabt til dig. 22 af duoens bedste sange formidlet så tro mod originalerne, at du kan betragte aftenen som en coverkoncert delux. 

Men heller ikke mere end det. Det er ikke det store udtræk, vi får serveret. Hverken dramatisk eller scenografisk. To rulleborde, to stole, en stumtjener og en guitar. Det er sådan set det. Og så de to herrer Paul Simon (Morten Lützhøft) og Art Garfunkel (Nis Pedersen). 

De synger skønt, især Nis Pedersen brillerer med sin version af titelsangen ’Bridge over Troubled Water’, og Morten Lützhøft har en rigtig god guitarlyd. Når de bare synger med guitar og et rasleæg rammer de en nerve og autenticitet, som er lækker og ren. Men desværre er mange af sangene playback, og det lægger en alvorlig dæmper på fornøjelsen. At der også er lagt dåseklapsalver og andre kunstige lydeffekter ind, gør det ikke bedre. 

Udtrykket bliver, bortset fra de (heldigvis temmelig mange) gode øjeblik med sang og guitar, ganske enkelt kunstigt og overgjort. Også skuespillet falder visse steder til jorden i en blanding af forstillelse, halvhjertet humor og slappe markeringer, mens det andre steder fungerer og sætter latteren i gang i salen. Som en kommentar fra Arnt om at Simon altid har så travlt, mens han kan stå helt stille og ’bare spise en fersken’. 

Det er ikke så meget talentet, der mangler hos de to herrer, men hvor kunne man unde dem lidt større ambitioner fra instruktør og forfatter Peter Audes side, samt et ordenligt orkester og en scenografi, som ikke bare er kvadratisk-praktisk-god.  

Afslutningen på 1. akt bliver dog ved at stå smukt og stærkt i erindringen, ligesom sangene ’Old Friend’, ’The Sound of Silence’ og ’Cecilia’ får hårene til at rejse sig. Størstedelen af os i salen kan slet ikke lade være at bevæge læberne i takt til de kendte melodier, og havde aftenens show blot været framet som en coverkoncert med lidt historier og underholdning til, så havde oplevelsen så godt som ramt plet. En bar med runde borde, levende lys og en livlig stemning havde klædt dette koncept. 

Men nu hvor forestillingen sælges som en teaterkoncert, ja så er der et godt stykke vej igen. Både udtrykket og dramaturgien fremstår flad og tandløs, og den konflikt, vi ser frem til at følge i 2. akt bliver ikke til andet end lidt krusninger i overfladen – og da i hvert fald slet ikke til det troubled water, vi havde håbet på. Det lugter af manglende kunstneriske ambitioner og af at man er sprunget over hvor gærdet er lavest. 

Når det er sagt, skal ’Bridge over Troubled Water’ stadig anbefales til Simon og Garfunkel-kendere, som vil nyde genkendelsens glæde, blive rørt af numrene og smile over den informative og (til tider) humoristiske fremstilling af en af pophistoriens vigtigste partnerskaber.