The Juliet Letters

Man forstår at Peter Lodahl har drømt om at få dette værk på programmet siden han startede som operafestivalchef, for det er virkelig unikt og smukt. Mange har lagt stemmer og strygere til adskillige versioner, fra pop til opera, og det kan undre at denne opførelse er nærmest blottet for opera-tiltag. Moderne opera er selvfølgelig et vidtfavnende begreb, og Lodahl & co. har skabt en fantastisk og mangfoldig festival i år. Men alligevel. 

Personligt er jeg dybt taknemmelig, for jeg kan ikke forestille mig en bedre tolkning af ’The Juliet Letters’ end Kira Skov og hendes vidunderligt sjælfulde og melankolske stemme. På én gang så rå og så sårbar at det er næsten ufatteligt. ”Guaranteed, guaranteed to capture your breath,” som de foruroligende fristelser i ‘This Offer Is Unrepeatable’ lyder. En af mange kraftpræstationer denne aften.

Med sit dobbeltspil i ord og toner afspejler denne sang det dramatiske potentiale for en hel musical-produktion, rockopera måske, eller mere klassisk opera. Kompleksiteten i musik, tekst og sang er på ’Chess’-niveau, og i operaregi ville diverse divaer føle sig udfordret. Og sådan er det meste af ’The Juliet Letters,’ som Elvis Costello overraskede fans og kritikere med i 1993, et levende miks af stemninger og genrer, der lægger op til fritolkning. 

Inspirationen er en samling breve sendt til Juliet i Verona – fra Shakespeares ’Romeo & Juliet’ – og de følelser ingen mærker, forstår eller gengælder. Som Lodahl udtrykker det i introduktionen: ”Man krænger sin sjæl ud – og ingen læser det.”

Ørehængerne ‘I Almost Had a Weakness’ og ‘Taking My Life in Your Hands’, hvis sarkasme ikke står alene, selvom man tydeligt mærker kærligheden gennem det smertende svigt i ’For Other Eyes’ og ‘Who Do You Think You Are?’. Mere hjertesorg og tilnærmet tilgivelse i ’The First to Leave’ og ‘The Birds Will Still Be Singing.’ 

Det er temmelig svært at vælge et favoritbrev. Også blandt afstikkere som ‘This Sad Burlesque,’ hvis tekst ”With miserable failures making entertainment of our fate. Laughter cannot dignify or elevate this sad burlesque,” virker både allegorisk og selvrefererende. 

Og netop det burleske, det cabaret-agtige er dybt stemningsfuldt her – lidt Brecht og Weill med rødt bagtæppe og blomsterbuketter hængende omvendt i loftet – og endnu mere fremtrædende i Kira Skovs performance, hvor sårbarhed overskygger den semi-sorte humor. Hun er melankoliens dronning, men formår som få at gøre både lyse, luftige og især hæse toner sexede.

De oprindelige The Brodsky Quartet er her blevet til Nordic String Quartet, som rammer følelseslaget kammerklart, og er modige udi de skarpere, snertende og vrængende strygerballader. Samspillet er i top, trods kort prøvetid, og kun få gange mærker man distraktionen i at Kira er afhængig af tekstbog. Helt forståeligt med den kompakte tekst, men det hæmmer alligevel ind- og udlevelse indimellem. Men en gennemført smuk kammerklassiker, som flere forhåbentlig får lov at opleve ved nye koncerter.