Blade Runner 2049

Selv hvis man ikke er hardcore fan, er det med bævende hjerte, at man sætter sig ned for at se denne opfølger. Øjnene spærres op, sanserne tager den ind og hjernen går et filosofisk gear op. Men hvor bliver man dog også belønnet.

Kunne jeg have drømt om lidt mere udvikling i det univers, der er gået 30 år i? Ja. Man kunne godt have ønsket sig en mindre binær, firseragtig opdeling af verden i mænd/kvinder eller replikanter/mennesker. Den sidste stjerne er derfor lidt spinklere end de andre, men jeg giver den alligevel.

30 år er gået siden Blade Runner’en Deckard forsvandt. Den unge politibetjent K. (Ryan Gosling) kommer på sporet af noget, der ændrer hans liv og som kan ændre resten af verden. Så meget kan jeg vist godt afsløre. Normalt ridser jeg her lidt af rammen for handlingen op, sætter de forskellige karakterer i forhold til hinanden. Det kan jeg næsten ikke uden at afsløre for meget. 

Instruktøren har tigget anmelderne om at lade jer filmelskere opleve 'Blade Runner 2049' på egen hånd. Måske i virkeligheden en snedig test. Er anmeldere lydige replikanter eller mennesker, der vælger selv? Drømmer androider om elektriske får? Den slags bønner burde få mig til at himle op om pressens uhildede frihed og ellers sørge for, at der alligevel kom nok med i anmeldelsen, at der er små godbidder, der giver endnu mere mening efter filmen. Jeg vælger at lade være.

Dog vil jeg servere denne lille snack: Det handler dybest set stadig om, hvad det vil sige at være menneske. Det er stadig et intimt, noir-kammerspil. Det er stadig en dystopisk fremtid. Regn opløser stadig tårer under interaktive neon-reklamer i fremtidens Los Angeles.

Historien er lige så episk, som den er banal. Men det er netop det interessante. At trods vores storhedsvanvid, skabertrang og indædte tro på at vi kan skabe alt, hvis vi vil det – så vil vi alle blot gerne høre til. Vi vil have mening i vores liv.

Hvordan dette udspiller sig i 'Blade Runner 2049' holder jeg mund med. Historien er lang (næsten tre timer!), tilfredsstillende og effekterne er så fysiske, at man får åndenød. Universet er i sikre, stærke hænder hos canadiske Denis Villeneuve.

Og dybest set er jeg heller ikke sikker på, om jeg kan beskrive det cineastiske mirakel af lys, lyde og tanker, der indhyllede én fra første credit på lærredet. Ansigter, præstationer, kulisser og ideer, der er så smukke og interessante, at man konstant ser efter detaljer og frydes over det. ”I've seen things you wouldn't believe.”