Star Wars: The Last Jedi

‘The Last Jedi’ er en god Star Wars-film, og helt på niveau med ’The Force Awakens’. Så er det sagt, og her er forklaringen: Når gode, kreative kræfter skaber fantastiske film, er vi alle heldige. Når så andre gode kræfter, der har elsket det filmunivers i årtier, samler det kreative værk op og tilføjer al den kærlighed det kan rumme, ja, så får man et værk som ’The Last Jedi’!

Det bærende element er de fire stærke karakterer Kylo Ren (Adam Driver), Rey (Daisy Ridley), Poe Dameron (Oscar Isaac) og Finn (John Boyega), som vi alle mødte i ’The Force Awakens’. De fire karakterer udgør nu de karakterer, som Han Solo, Luke Skywalker, Prinsesse Leia og Darth Vader gjorde i de originale film, som udkom for 40 år siden. Det er den konstellation, der bærer de nye Star Wars-film helt frem i selskab med andre store fortællinger. 

Det er her producer J.J. Abrams og instruktør Rian Johnson har begået en genistreg. De er nået ind til hjerteblodet i de originale Lucas-fortællinger, og historien i ’The Last Jedi’ løber direkte fra Star Wars-sagaens hovedpulsåre, på en måde der næsten garanterer, at denne Star Wars-episode, sammen med sin forløber ’The Force Awakens’ vil blive husket på samme niveau som originalerne.

Det er Hollywoods veludviklede teknologi der er grunden: I dag har man de remedier, der skal til for at skabe de eminente billeder af et stjernekrigsunivers, som 1980’ernes filmindustri ikke kunne levere. Filmserien har altid ligget i spidsen med special effects, dukkemageri og kostumer. Også denne gang leverer Star Wars-maskinen eminent ned i alle detaljer, så det er Oscar-værdigt: Gloriøst, magisk og fortryllende. ’The Last Jedi’ er filmet på fabelagtige locations, den er enkel men grandios i sit udtryk og evigt loyal mod universet, også når udtrykket bare er inde i et rumskib, eller i Snokes blodrøde skurkekammer. 

Samtidig er personinstruktionen skarp, humoren veltilpasset og alle detaljer er skræddersyede til fans og elskere af universet. Derfor tilgiver man også de obligatoriske, underlige dyr og skabninger, der af og til dukker op, selv når de ligner en blanding af en hamster og en kylling.

Filmens eneste minus er, at den er lidt lang, men sådan har det alle dage været, fordi der er så meget fortælling, der skal samles, og fordi det tager tid for små Starfighters og store rumskibe at udkæmper slag mellem stjernerne. I ’The Last Jedi’ har man lært af 00’ernes Star Wars-film med ulidelige og uforklarlige kampscener – og har strammet op.

I ’The Force Awakens’ måtte vi tage afsked med Han Solo-karakteren, hvilket nogen frygtede ville ødelægge universet. Det har manuskriptforfatter og instruktør Rian Johnson på nærmest genial vis kompenseret for, ved at give nogle af Han Solos humoristiske træk og replikker til andre karakterer. Blandt andre den skydegale oprørspilot Poe Dameron og den nu aldrende Luke Skywalker (Mark Hamill). Det klæder filmen og universet, og giver følelsen af at Han Solos karakter og ånd stadig er en del af Star Wars-oplevelsen. Uden den opretholdelse af den originale humor, kunne man nok frygte for filmenes overlevelse.