Logan

Empati er ikke en følelse man lige forbinder med Wolverine, men i denne flænsende farvelsalut spiller X-dyret på nye instinkter og gode gamle moraler.

Wolverine/Logan (Hugh Jackman) har trukket både temperament og kløer tilbage det seneste år, og ligner en gammel dranker, der snarere søger depressionen end kampgejsten. Kroppen er svækket og sårbar, eftersom den ikke heler så hurtigt mere. Også sindet er blødt op, og han yder mådeholden beskyttelse til professor Xavier (Patrick Stewart) og albinoen Caliban (Stephen Merchant) i en støvet El Paso-udørk nær Mexico. Indtil endnu en mutant, den 11-årige Laura (Dafne Keen) får brug for metalkløernes skarpe snit.

Lidt spektakulært, for rygtet gik ellers at der ikke var født mutanter i 25 år. Og der er flere særligt talentfulde børn på flugt fra det medicinaleksperiment, der har opfostret dem, men nu har sendt psykopaten Pierce (Boyd Holbrook) og hans barbariske Reavers efter dem. Flugten går over den mexicanske grænse, gennem det åndsforladte land mod endnu en grænse, den canadiske – i håbet om at finde den frihed og lighed, som det amerikanske samfund har mistet, allerede i 2029.

Metaforen er tydelig. De fremmede og anderledes jagtes af en mekanik-forstærket hærskare, der adlyder store firmaer uden etiske eller humanitære kodekser. Som den Mengele-agtige doktor Rice (Richard E. Grant) siger: ”Ikke for at udrydde dem, men for at kontrollere dem.” Lyder bekendt, ik?

James Mangolds ’Logan’ stikker meget af fra ’X-Men’-universet, når den i stedet for at lægge sig op ad de originale Marvel-tegneserier om ’Old Man Logan’ akkumulerer referencer og metaforer. Mest af alt er det roadmovie a la Mad Max, og dystopien hviner i hver en actionsekvens, så selv Laura synes mere som den gale dreng i ’Mad Max 2’ end en sej X-pige. Men hun lærer – ekstremt hurtigt – fra filmens anden store inspirationskilde: De gode, gamle western-værdier fra ’Shane’, som citeres både verbalt og billedligt. 

Blandt andet moralen om hvor svært det er at leve med det at dræbe – og filosofien om at man ikke kan slippe væk fra det man er. Wolverine kæmper stadig med sig selv – dræberidentiteten, han aldrig har kunnet tackle, og nu også sin egen dødelighed. Det der gør ham stærk, æder ham ligeledes op indefra. Og med yderligere et effektivt twist af dobbelthed, der giver fuld skrue på ængstelsen om hvorvidt han kan overleve denne gang. Her gør det virkelig ondt når de vilde prygl rammer og giver dybe skrammer.

Selvom han er gråsprængt, slidt og mærket af ar – udvendigt som indvendigt – kan den imponerende pumpede krop og adamantium-klingerne stadig levere de heftigste hug gennem hjerneskal, knogler og marv. Hugh Jackman har gennem 17 år og 9 film gjort Wolverine/Logan så ikonisk at ingen vil kunne gøre det efter. Han har endda gjort ham menneskelig – og værdig til vores empati og sympati. Et flænsende flot exit!