Helligtrekongersaften eller Hvad I vil

Som en leg, et spil, en fantasi. Forelskelse er en irrationel størrelse, der kan udfordre selv den mest skråsikre karakter. Der er ikke langt fra drama til komedie til tragedie – som i Shakespeares herlige forvekslingsfarce ’Helligtrekongersaften eller Hvad I vil.’

Som oftest i det shakespearske er fristelse, forgabelse og forførelse næsten mere vigtig end elskov, og midt i al fjolleriet dykkes dybere: At finde ud af hvem man egentlig er, og at turde være det. For i den spejling, forelskelse ofte er, kan man lære en masse om én selv – hvis man altså ikke glemmer egne ønsker og forsvinder helt i den anden parts. Og så er det ellers bare at nyde dette sprudlende persongalleri, hvis ord og handlinger bekræfter at leg, spil og fantasi er en del af kærlighedens identitet. 

Viola, der klæder sig som en mand for at få job hos hertug Orsino, som hun så forelsker sig i, samtidig med at hun bliver sendt ud for at bejle til hans udkårne grevinde Olivia, som så forelsker sig i Cesario, Violas herreversion. Hushovmesteren Malvolio, der er så opslugt af egenkærlighed at han falder pladask for Olivias elskovsbrev, forfalsket af hendes kammerfrøken Maria (Sicilia Gadborg Høegh) i rænkespil med festaben Tobias Hikke (Mads Rømer Brolin-Tani) og lykkeridderen Andreas Blegnæb (Thomas Hwan). Og så desuden en tvillingebror, som skaber det helt store ståhej i enden. 

Her ser man virkelig kvaliteten af forskelligheden i Skuespilhusets ensemble, der type- og spillemæssigt excellerer endnu mere, når der er forvekslingskomedie på programmet. 1.akt tilhører især Danica Curcic og Peter Plaugborg som Viola/Cesario og Orsino – her er simpelthen dobbelt op på helt unik fysik, mimik og intonation, og deres kemi er forrygende. Særligt i læbestift-tricket, der snart overgås af sexede armbøj og maverul. Derimod ejer Tammi Øst store dele af 2.akt – hendes forelskede grevinde svinger følelsesregistret som ingen anden, og hun fortjener kærligheden mest af alle. I begge akter som sketchs i sig selv er Søren Sætter-Lassens hysterisk sjove udlægning af Malvolios indbildskhed, selvom han også presser tics og strømpebånd en kende.

Deres legende kropslighed understreges i en ret pimpet kostumeringen med retrostil i flere mønstre, farver og snit samt en bizar overvægt af store, tunge smykker, der ligner noget rapgangstere ynder at flashe. Endnu mere sært er det dog at stole skal bruges som actionrekvisit, der løftes, kastes og svinges som våben. 

Kun få måneder efter den geniale stolescenografi i ’Ødipus & Antigone’ på samme scene, virker denne stoleopsætning svag. Både fordi resten af scenografien er skrabet ned til et par store, gråcementerede vægge med et Illyrien-neonskilt, samt enkelte rekvisitter som ballon, bamse og kaktus. Men mest fordi stolelegen simpelthen er for tam i forhold til det gennemgående udtryk af leg, spil og fantasi. Så tænker man unægtelig at der mangler en erstatning for den hoppeborg, som måtte tages ud af scenografien, fordi den larmede for meget. 

Ideen er – ifølge den svenske instruktør Therese Willstedt – at de er bænkevarmere, der sidder på spring til at kaste sig ud i spillet, legen, livet, og gribe muligheden for at tilfredsstille deres behov. Fin ide, som der ikke gøres meget mere ud af end at alle skuespillere konstant er på scenen. I starten er det sjovt nok at se bænkevarmernes attituder og reaktioner, men efterhånden som man lærer dem at kende er de bare fyld på scenen – og sidder til sidst med ryggen til publikum. 

Komedie eller tragedie – det afhænger af hvordan man twister ordene, og det gør Niels Brunses fortrinlige oversættelse med vid og bid. Der leges med ord, som der leges med følelser. Godt ordspil er herlig følelsesfantasi. Her er der mest komedie, og en vældig lystig og lykkelig slutning. Og så alligevel små hints – hjertet flyver til vejrs med den evige regnsang, og folk flirter allerede igen – til at nu starter et nyt drama, et nyt kærlighedskapitel af leg, spil og fantasi. Som en af hovedreplikkerne klinger: ”Så lunefuld er elskov i sit væsen at den består af lutter fantasi.”