Dead Man Walking

Vi ved han er skyldig. Så den store bedrift i ’Dead Man Walking’ er at rykke ved vores opfattelse af skyld og straf, når de store spørgsmål om tilgivelse og nåde kommer i spil med Dødsgangens mest kendte (nulevende) åndelige vejleder Søster Helen Prejean. 

Det lykkes ganske godt i amerikanske Jake Heggies moderne operahit fra 2000, der emmer af sydstatssind med strejf af gospel, jazz, blues – og endda lidt Elvis i en af de få scener med lidt opløftende, pudsig humor. For nogen en pop-opera, men absolut et tungsindigt, væsentligt og stadig aktuelt emne, der kan afskrække mange.

Rammen er de to dødsscener, der hver er heftige billeder på menneskedrab i hver sin ende af barometeret for og imod dødsstraf. Nøgent, brutalt og stærkt realistisk – og bestemt ikke uden provokation i den in-your-face iscenesættelse irske Orpha Phelan (igen) excellerer med. 

Dreje-scenografien af engelske Nicky Shaw er enkel men effektiv og levende. Åbningens transparente skovmareridt af voldtægt og mord; og slutningens hvide klinikrum, hvor dødsgiften trænger ind i den briksspændte fange (måske lige lovlig korsfæstet i oprejst positur). Derimellem dominerer gråzonerne. For fængselsindsatte som kirkefolk beskedne rum og rammer, der understreger intimiteten i deres møder, og fængselshåbløsheden i de uendelige, ens gange med låste døre for enden. Som en karrusel af spørgsmål om liv og død, der kun stopper med vagternes råb: ”dead man walking.”

De dramatiske og ophøjede temaer i Søster Prejeans bog (1993), der også er blevet til film og skuespil, er som skabt til opera. Indimellem kammer Jake Heggies orkestrering og Terrence McNallys libretto over i langdrag på det hellige plan. Men deres opbygning er veristisk og skaber en nerve af tro og tvivl, der langsomt sniger sig ind i vores sjæl. Om det er hjerne eller hjerte, der rammes mest, er individuelt, men appellen er delt forholdsvis lige i Phelans regi. 

Desværre synes mezzosopran Hanne Fischer for karakterløs, hun mangler en del af den styrke virkelighedens Søster Prejean besidder. Godtnok var dette starten på Prejeans metier som fortaler for afskaffelsen af dødsstraf, men Fischer mangler variation i mimik og stemme, når tro, tvivl, vilje og afmagt skal differentieres. Derimod er Johan Reuter perfekt rå og rådvild som den dødsdømte bølle Joseph de Rocher, som har svært ved at tro på tilgivelse fra Gud, endnu mindre ofrenes familie. Mest rørende er dog Susanne Resmark som den dødsdømtes mor, hendes runde, dybe mezzo rammer ultimativt i benådnings-arien om at alle har lidt nok.

Det er som at være i skriftestolen med alle de involverede til drabene, og man kan have sine tvivl om hvor meget disse sjælesorgssamtaler nytter. For som en Søster-kollega pointerer: ”Guds tilgivelse er ingen trøst, hvis vi ikke tilgives af vores medmennesker.” Dermed er ’Dead Man Walking’ ikke kun dødsfangens rejse mod erkendelse og tilgivelse, men ligeledes Søster Prejeans – og vores.