Lev om natten

En romantisk gangster ser dagens lys i ’Lev om natten’. Ben Affleck vil lave klassisk gangsterdrama, men prioriterer stil og morale så højt at hans hovedperson ender som en vattet romantiker. I alle ordets betydninger: Forskønnende, virkelighedsfjern, overeksponeret...

Der er gået fire år siden den fremragende Oscar-film ’Argo’, og de seneste år er der virkelig gået actionman og genrefilm i Ben-drengen. Man kunne håbe at hans fjerde omgang i instruktørstolen, ville blive en tilbagevenden til det originale og jordbundne, men desværre har klicheerne og forlorenheden overtaget. 

Alt er æstetisk lækkert, smart og poleret i en grad så følelserne også er blanket af. Særligt Afflecks udtryksløse gangster Joe Coughlin, der smider om sig med kække oneliners som: ”Magtfulde mænd behøver ikke være ubarmhjertige” og ”For at blive fri i denne verden, er det ikke nok at bryde reglerne, man skal være stærk nok til at lave sine egne.”

Ganske romantiske visioner, der selvfølgelig mosles rundt i, imens Joe flyder gennem forbudstidens storhed for at genfinde sine moraler. Han bliver dog aldrig rigtig interessant, for man er yderst bevidst om at det altid er folk omkring ham, der fremskynder en handling. Dermed nedtones hans grumme gerninger, og trods diverse blodbad bliver han mere og mere god og til sidst helt martyragtig.

Han er noget mere nuanceret og beslutningsdygtig i Dennis Lehanes 2012-roman – den midterste i Coughlin-trilogien – ligesom de mange bifigurer og det livagtige miljø omkring ham også afsøger flere kringelkroge i præmissen om at avancere fra nattelivet til dagslyset. 

En del af Lehanes dybere fortællelag går tabt her, ligesom den essentielle følelse af det rå versus det privilegerede. Alt for meget indhold er glatbarberet og hastet igennem – og alligevel er der stadig et overtal af møder. Så hellere mere uddybning til den mest overraskende plotudvikling med politichefen (Chris Cooper) og hans datter (Elle Fanning). Her piskes synder op, og en flig af den moralske svingdør Joe synes at hænge fast i.

For romantik styrer Joe, hans livssyn og hans forhold til kvinder, der til enhver tid kan forføre ham. Først Sienna Millers seje partygirl, og siden Zoe Saldanas cubanske rom-partner, der på hver deres måde giver ham lektioner i at balancere det gode og det onde. 

Det er gennem disse tre kvinder, man burde mærke Joes følelser, men udtrykket bløder sjældent op og man ser mere hans godhed som en moralfølelse, end som noget dybere følt. Som en vaklen mellem godt og ondt, hvor naivitet ofte overdøver realisme – som den gennemgående replik om Himmel og Helvede, igen fuld af moralsk smartness.