The Girl with All the Gifts

Håbet kommer i anderledes skikkelse, men bestemt ikke uden moralsk bid i denne forrygende zombiefabel. Zombier med hjerne og hjerte er et særsyn, og ’The Girl with all the Gifts’ pumper ikke kun nyt blod i genren, men gør det blændende æstetisk og foruroligende perspektiveret.

Titlen refererer spidsfindigt til den græske mytologis Pandora (og hendes æske), hvis sagn mikses med titelkarakterens egen heltehistorie inspireret af Achilleus. De græske forbilleder er ikke tilfældige, for det er pigens eneste viden om hvordan verden fungerer – fra historietimer med den empatiske lærerinde Justineau (Gemma Arterton) – og hendes fortælling får derfor fabelagtige tilsnit.

Det er en stærk og fascinerende åbning, hvor Melanie (Sennia Nanua) fastspændes ved hoved, arme og ben i solid rullestol af væbnede vagter og køres til skoletime med sine jævnaldrende medfanger i et gråt betonlokale. Helt almindelige elever – bortset fra at de bliver yderst glubske ved den mindste menneskeduft.

De er semi-immune overfor den parasitsvamp, der har gjort det meste af verden til en slumrende, støvet zombiemasse, men er fra fødslen inficeret med blodtørsten. Hvilket selvfølgelig gør dem til testofre i biologen Caldwells (Glenn Close) ihærdige kamp for at udvikle en vaccine – med militant opbakning fra sergent Parks (Paddy Considine). 

Men de mange beskyttelsesværn – materielle som mentale – ramler efterhånden, for ude i zombievrimlen har de brug for Melanies adaptive talenter for at overleve. Her får hjerne og hjerte afgørende betydning, og den foruroligende slutning, der fråder af viderefortolkning, er endnu en lille genistreg af instruktør Colm McCarthy og forfatter M. R. Carey. 

Den største force er naturligvis at synsvinkel og udvikling tilhører en 10-årig pige med interesser på begge sider af zombiemareridtet, så tilgangen bliver nysgerrig og naiv. Ikke mindst i håbet om fremtiden. For nok er Melanies hjerte ganske uspoleret, men hendes hjerne har lært af historietimerne.

Filmens ofte maleriske æstetik er som rustik poesi, og McCarthy går ikke efter unødig splat, end ikke de typiske monsterlyde. Temposkift, krydsklipning og reallyd lader gyset snige sig langsomt ind. Det kribler ved synet af den progressive plantesymbiose, og der er heller ingen nåde da Melanie konfronterer sine egne. Mest af alt er historien om de semi-immune børns fødsel af grummeste kaliber, som ikke behøver udpenslede blodige billeder for at skabe mavekrampe. Virkelig råt!

Zombiehistorier er sjældent betegnet af logik og åndskraft, men er ofte allegorier på en social tilstand. ’The Girl with all the Gifts’ rammer nogle ret realistiske forfatninger, trods sin fabelstruktur, og når både hjerte og hjerne dunker heftigt til sidst, ved man at perspektivet har rykket sig i en grad, så man ikke er sikker på hvor håbet fører hen.