Sorgenfri

”Solen er så rød, mor, og skoven bli’r så sort.” Det mest originale og overraskende i den første danske zombiegyser er at tilknytte Carl Nielsens velkendte godnatsang midtvejs, når uhyggen for alvor er ved at trænge ind i familiehyggen. Men måske skulle den være sunget af en anden, til større gysereffekt?

Spillefilmsdebutanten Bo Mikkelsen har kastet sig over et større projekt end han kan bemestre i dansk regi. Helt afgørende er produktionsomkostningerne, for effekter koster dyrt, og selvom ’Sorgenfri’ ligger i den tunge ende med omkring ni millioner i filmstøtte, så rækker det ikke langt, når zombierne skal rykke. Og det gør de såmænd her – bare ikke nok. Og værre: De gør ikke noget nyt for genren.

Opbygning og afvikling er helt klassisk: Karakterintroduktion med typisk hverdagshygge. 
Nyhedsrapporter om virusudbrud, og sære hændelser på villavejene. Uniformerede mænd med gasmasker affyrer skud og pakker husene ind i sort plast. Epidemi. Karantæne. Panik. Zombie-gore.

Mystikken hersker længe inden der kommer regulær frygt ind i billedet for forstadsfamilien. Det er Mikkelsens fokus på dem og deres umiddelbare nærhed, der i glimt gør filmen relaterbar. Man genkender de små hverdagsudfordringer, hvis løsninger skal findes i fællesskab – ligesom i denne katastrofesituation, hvor folks styrker og svagheder virkelig bryder frem.

Men egentlig gør de ikke meget anderledes. Faren (Troels Lyby) afpudser beskyttergenet og plæderer for at rejse væk; sønnen (Benjamin Engell) har sex med nabopigen (Marie Boda) som han har luret på; imens moren (Mille Dinesen) pylrer videre om datteren (Ella Solgaard) og lyver om døden udenfor. Så hvad mon datteren gør, da hun får fortalt at hendes elskede kanin er løbet væk?

Dårlige replikker og åndssvage handlinger er blandt de helt store klicheer i gyserfilm, og dem undgår Mikkelsen heller ikke. Helt umulig er Laura Bros minirolle, men hele kanin-balladen er også ret håbløs. Den går fra tuttenuttet over forudsigelig til så stupid, at man selv bliver helt blodtørstig over de mistede muligheder i den ofring. Men det havde selvfølgelig krævet mere splat og effekter.

Filmen klarer sig ellers ganske godt på effektskalaen, men det bliver for pænt, både fordi der ikke er nok splat og fordi det er set før i bedre stil. Den vildeste scene er klicheen med at dolke øje, og det er pænt kikset at overvære. Er det virkelig så svært at finde på noget, der ville være mere visuelt sejt og effektfuld?