Kvinden i toget

De fleste af os har gjort det – og gør det stadig. Kigget på huse, haver og mennesker langs togturen – og måske tænkt hvordan livet er der. Sammenlignet med vores eget og/eller sat fantasien løs. Det gjorde forfatteren Paula Hawkins og det kom der en drønspændende bestseller ud af i 2015.

At filmatiseringen allerede nu ruller over lærredet, er ikke nødvendigvis en fordel for fans af bogen. For dem står historien sikkert spillevende i hukommelsen, og filmen er temmelig tro mod bogen. Hvilket er ganske imponerende, når alle hints og handlingstråde af fortid og nutid fra tre forskellige kvinders synsvinkler skal akkumuleres – i det rette mix af traume, paranoia og mareridt.

Denne stemning rammes i øjeblikke af danske Charlotte Bruus Christensens sværmende billeder og Danny Elfmans mystificerende soundtrack. Fortællestrukturen bliver derimod lidt ujævn og fortravlet, så mystikken ikke får lov at forplante sig ligeså nervepirrende som i romanen.  

For uindviede kan historiens hit derfor virke forvirrende: De tre kvindelige hovedpersoner er alle upålidelige fortællere på hver deres præmis. Megan (Haley Bennett) er drevet af sex og lysten til at genopfinde sig selv, Anna (Rebecca Ferguson) er styret af dyder og higen efter det pæne familieliv, og Rachel (Emily Blunt) er tynget af alkohol og desperat efter et nyt livsperspektiv. 

Rachels verden er brudt sammen adskillige gange de seneste år, og hun kan ikke slippe tankerne om det perfekte liv, hun næsten havde. Det nærmer sig besættelse, når hun fra toget spejder efter Anna, der har overtaget hendes mand, hjem og babydrøm – og endnu mere intenst, når hun søger det perfekte forbillede i Megan, hvis hemmeligheder hun snart skal komme til at kende på ubehagelig vis. For en dag forsvinder Megan – og Rachel vaklede spritstiv rundt i området.

Instruktør Tate Taylor er god til de små detaljer i kvinderoller, og castingen er virkelig helstøbt udi det enigmatiske. De tre rollefigurer ligner hinanden på afgørende punkter, fysisk som psykisk, og selvom den afsluttende sammenkobling af deres karakterer gør sig bedre på skrift end på billede, er den effektiv med en fin pointe om at disse tre tilsammen kunne være den perfekte kvinde.

’Kvinden i toget’ er ikke hverdagsrealisme, selvom forstadsfacaden er genkendelig. Nej, her spinner drømmen om det perfekte liv med lynhast ud i et mareridt, der kan få selv det største borgerdyr til at tjekke hverdagsrutinerne igennem, ruske op i de ægte værdier og vise flere følelser. Alle har brug for at fantasere om det ideelle liv, men den optimale rus er naturligvis at bruge fantasierne til at krydre ens eget liv.