Min Far

Hjerteskærende, gribende og decideret væmmelig. Det er noget af det, man kan sige om forestillingen ’Min Far’. Har man haft demens inde på livet, er det bare om at komme afsted hurtigst muligt og opleve det næsten umulige: Et kig ind i den dementes logik. 

Ole Thestrups farfigur er ikke en stakkel. Han er ikke den der arme, gamle mand, som så indlysende har en helt gal virkelighedsopfattelse. Nej. For i ’Min Far’ er det det gale, der er indlysende. 

Tænk, hvis al den tid, man har brugt på at fatte livets barske realiteter, pludselig bliver taget fra én. Tænk, hvis en nær slægtning er død, men man har glemt det. Alle de tårer, der er spildt. Al den kommen-videre. Kommen-videre til hvad? Til glemsel – det vil sige til udgangspunktet. Demens er en satans lidelse, og det får vi lov at opleve fra førstehåndsperspektiv. 

Florian Zellers stykke ’Le Père’ fra 2012, handler om mere end det. Det handler om at miste grebet om sig eget liv, fordi man bliver syg. Om at ens datter pludseligt har inviteret gæster, og man ikke når at opfatte det, før det ringer på døren, og man står i pyjamas. Her ser vi en overbevisende Ole Thestrup stampe i jorden, helt ude af sig selv. Det er ikke ligegyldigt at have pyjamas på. For som han siger til sin datter, så det suger i vores maver: ”Jeg skammer mig”. 

’Min Far’ handler om umyndiggørelse og en frihed, der indskrænkes så meget, at den kan ligge på skiven af et armbåndsur. Og selv farens insisterende behov for at have ur på og kunne følge med i dagens gang, kan familien ikke altid se nødvendigheden af. Men hvem er man, hvis man ikke engang kan huske, hvad klokken er? 

Balancen mellem humor, anstændighed og gru er virkelig godt ramt. Far er både én, vi kan grine af (når uret igen er blevet væk – måske endda stjålet!) og grine med (når han overfor den nye hjemmehjælper stolt og overbevisende proklamerer, at han er tidligere stepdanser). 

Men tag ikke fejl: Det er ikke en børneversion af demensen, vi får. Farens livssituation er både grim, hjerteskærende, grufuld og uudholdelig. Thestrups karakter har fuldstændig mistet fornemmelsen for, hvornår han træder andre over tæerne. Hans vrede overfor datteren (Anette Støvelbæk) er så ond, så ond. Konstant er han utaknemmelig. Konstant gør hun det forkerte. Konstant hører vi, at hendes mand (der modvilligt har accepteret at faren bor i deres lejlighed) er en usympatisk og beregnende person. 

Stille, stærk og fuld af trodsig kærlighed vender datteren den anden kind til. Faderen græder ud igennem sit store grødhoved, der hviler i hendes spinkle arme – selvom det retfærdigvis nok burde have været omvendt. 

’Min Far’ er fuld af stærke øjeblikke, og især ét mere, må nævnes, da det viser forestillingens intelligente iscenesættelse. Vi har været i gang i små tyve minutter og er blevet godt bekendt med Anette Støvelbæk i rollen som datter. Faren slumrer lidt hen, og da han vågner, sker der det, vi alle kender fra helt forfærdelige mareridt: Tilbage kommer datteren (nu spillet af Karin Bang Heinemeier), men det er bare ikke hende! Hun giver sig ud for at være datteren, har det rigtige navn og er meget omsorgsfuld. Men det hjælper ikke. Vi mærker soleklart sammen med faren, at hun bare er helt forkert. Hun er sikkert en fin person, men alt ved hende fremstår fremmed. Det mørke hår, den lange, flade næse, armenes anderledes hurtige bevægelser – alt. Vi har mest bare lyst til at hun skal gå igen og lade ham være i fred. Og værre end det: Vi kan se på hende, hvor ondt det gør, at være forkert. 

Her har instruktør Geir Sveaass truffet et intelligent valg med de ekstra spillere, som kan overtage rollerne i kortere eller længere tid, og har på den måde udnyttet teatermediets potentiale for en dybtfølt personforvirring: Vi får ikke bare en fortælling om en ugenkendelig datter, nej, ind træder en anden datter i kød og blod. 

’Min Far’ er en jordnær tour de force i afgørende, eksistentielle temaer, som mærkes dybt under huden. Og spilletiden på to timer flyver afsted. Der er ting, som får lov at være usagte i første akt, men som til min store ærgrelse gøres unødvendigt eksplicitte i anden akt. Det er en skam, for det ender på den måde med at give en fornemmelse af, at hvis vi endnu ikke har fattet, hvad det hele går ud på, så får vi det for en sikkerheds skyld lige serveret med ske.