Alting er noget

“Alting er noget, sådan er loven: Fødslen er et brag og ingenting er skyggestof og døde stjerner... Alting er noget værd.”

På scenen sidder Sarah Boberg og Anette Støvelbæk afventende i et sammensurium af tavler, bogstaver, litteratur. På det store bord, som fylder det meste af scenen, bugner Naja Marie Aidts bøger og skrifter foruden farvestrålende frugt og en båndoptager. Frugterne værende en god kommentar til den organiske litteratur, som Aidt udtrykker sig igennem. De to kvinder kigger med nysgerrige øjne på publikum, imens de finder sig til rette i mørket.

Den relativt lille scene på Teatret ved Sorte Hest er godt spændt op med rekvisitter og møbler – der er ikke megen plads til at bevæge sig rundt for de to skuespillerinder. Men det er måske heller ikke bevægelse og krop, der skal være fokus på denne aften, som er i litteraturens tegn. Men dette viser sig kun at være delvist tilfældet.

Maria W. Vinterbergs iscenesættelse af forfatteren Naja Maria Aidts tekster strækker sig igennem et forfatterskab fra start-90‘erne og frem til i dag. Iscenesættelsen beror på et arsenal af romaner, digte og manuskripter, som fortolkes igennem Boberg og Støvelbæk. Dertil har Jacob Binzer (komponist og guitarist i bandet D.A.D.) skabt et tilhørende lydunivers, som i den grad klæder teksterne.

På intet tidspunkt tager den sanselige elektroniske knitren fokus fra de skrevne ord, som Støvelbæk og Boberg med stor sensitivitet bringer til live. De to skuespillerinder klæder hinanden godt i deres forskellighed. Tilfælles har de den gode fornemmelse for takt og tempo, som griber Aidts ord hver gang, uden en eneste gang at tabe en sætning på gulvet. ’Alting er noget’ er ikke en kropsligt funderet forestilling, men den lever igennem skuespillerindernes dragende udtryk og alsidige brug af stemme.

Scenografien af Marianne Nilsson er ligesom musikken ganske underspillet, men ikke uanseelig. Via de forskellige mediers funktion, som bliver brugt ganske balanceret, sammenkædes forestillingens komponenter på meget elegant vis.

Vi bliver publikum til spoken word, dialoger og klassisk oplæsning denne aften på Sorte Hest. Jeg synes til tider, at jeg savner et fysisk billede på Aidts billedrige og mættende tekster, men i det store hele synes jeg at Vinterberg og hendes kollegaer lykkedes ganske udemærket i at skabe et levende univers, der er Aidts tekster værdig.