Peer Gynt

’Peer Gynt’ på Folketeatret vil rigtig mange ting og formår ikke at holde sammen på de forskellige ambitioner. Derfor bliver det en noget rodet og forvirrende oplevelse. Forestillingen vil være sjov, den vil være dyb, den vil være både gammeldags og moderne. Samtidig vil den fremstille samtlige af historiens mange karakterer i gennemført kostume og have sang, rim og livemusik.

Måske skulle Moqi Simon Trolin og Eilev Skinnarmo (instruktør og scenograf) have skåret ned på ambitionerne og gjort det halve af alting. Eller også skulle forestillingen have haft et andet format: Spillet på en større scene og haft et større budget. Som intimforestilling, hvor vi sidder få meter fra scenen, bliver udtrykket simpelthen for pompøst, overdrevet og sjusket. 

Scenografien ligner en blanding af en genbrugsbutik og kostumelageret på en efterskole, og indeholder lette løsninger. Som fem skamler lavet af sortmalede mælkekasser, hvor den karakteristiske grønne farve titter frem bag den afskallede maling. Det er bare ikke godt nok til en professionel opsætning.  

På skuespilsiden indeholder forestillingen bestemt både ærlige og sjove momenter. En scene mellem unge Gynt (Cyron Melville) og mor-Åse (Anette Støvelbæk) fremstår fin og oprigtig, mens Preben Kristensen står for flere sjove øjeblikke som den ældre Gynt. Men desværre er instruktionen det meste af tiden også overgjort. Det fremstår umotiveret og upræcist, når den ene svarer på den andens replik uden at have hørt, hvad der blev sagt.  

Armbevægelserne er for store og figurerne for karikerede. Faktisk har Trolin valgt at gå med samtlige af de stereotypier, som Ibsens manuskript giver anledning til. Når troldefolket kommer på scenen, er det klædt i sort og til lyden af grottedryp, mens hovedperson Peer er holdt helt i hvidt. De unge kvinder er bly og krølhårede, mens de mere sexede og ækle kvindefigurer spilles af mænd. Gynts rejse til Marokko fører os til en horde orientalske mavedansere, og sådan kører det derudaf med fremstillinger, der – med få undtagelser – hverken fremstår reflekterede eller spejlet i samtiden. 

Forestillingen lykkes absolut med at fremstille Peer Gynt som en sørgelig og forvirret skæbne. Visse steder er han decideret klam, og kun i få øjeblikke har vi sympati for ham. Det skyldes overvejende hans manglende sympati for sig selv, men det kunne alligevel have været rart med en hovedperson at forstå og holde med – bare en lille smule. 

Forestillingens mest kendte scene, hvor Gynt skræller et løg, og opdager at hans person ligesom løget slet ingen kerne har, er tankevækkende og en god ramme for den strittende fortælling. Desværre er den ikke helt nok til at forløse resten af de to en halv time. 

En opsætning af klassikeren ’Peer Gynt’ vil naturligvis blive skiftende og sammensat, det ligger i fortællingens budskab, men i denne opsætning virker det som en undskyldning for ikke at have et samlet udtryk på nogen som helst fronter. Og det bliver altså lige en tand for omskifteligt, og fører til en ærgerlig distance mellem publikum og det, der sker på scenen.