Circus Fantastica

Nogen gange er ens teateroplevelse flyvsk som en drøm og er flagret væk inden man har nået at mærke den. Andre gange bliver den siddende som en logisk samtale eller et uhyggeligt univers og bliver ved at dukke frem til eftertanke.

Det er kompliceret altid at skulle vurdere andres arbejde. Nogen gange er man sikker. Andre gange føler man sig ikke værdig til at fælde dom over så elskede tekster, der for undertegnede er ukendte. Ikke alle ord når ens ører, og velklingende pointer blæser lige forbi én oppe fra det kolde vinterlandsskab på scenen.

Sebastians datter, Sara Grabrow, har fået den idé at levendegøre sin fars 70'er album og det med god grund. Trods mit manglende kendskab var der ingen tvivl om sangenes styrke og poesi. Sammen med Folketeatret og instruktøren, Rolf Heims, smukke, rene billeder folder mennesker og deres følelser sig ud for øjnene os.

Circus Fantastica er strandet i et vinterlandskab, og mens de venter på duften af savsmuld, varmen fra lyset og børnenes bifald, slår de tiden ihjel sammen og hver for sig. Som i alle andre fællesskaber findes der ondskabsfulde skurke, triste klovne og uskyldige linedansere. Med akrobatik, sang, dans og jonglering skildrer de det at blive voksen. Det at miste, savne, elske og drømme.

Sangene er smukke og stærke, og især Tammi Øst og Ole Thestrup synger med en kraft og intensitet der kræver det bedste af dem. Og netop dette tema går igen. Det offer der sker i rampelyset. Sveden og tårerne der ligger bag masken og den store indsats det kræver at skabe magi, latter og lykke. Ikke alt er som det ser ud til og bag facaden gemmer sig et hårdtarbejdende folk. Også andre steder end i cirkus!

Trods sangenes store værdi har jeg svært ved at høre alle ord og kigger misundeligt op på balkonen hvor en kvinde og hendes mund lykkeligt mumler med. Jeg føler mig en lille smule udenfor, men bliver først rigtigt revet ud af drømmen da to kæmpe dukker træder ind i anden akt.

Uden større logisk forklaring valser to kæmpe rødhårede papmachéfigurer rundt og slår hinanden i hovedet med el-guitarer. En stjerne brænder op, mens jeg ihærdigt forsøger at inkludere de to kæmpe troldomsmænd i det lille cirkusunivers. Jeg ender med at må give op og betragte resten af forestillingen udenfor drømmen der kører videre i et højt og energisk gear.

Dagen efter er Circus Fantastica næsten glemt. Forestillingen er smuk og stærk og visuel, alligevel forsvinder de små billeder så snart jeg træder ud af vinterlandskabet. Historien om os mennesker og vores samfund bliver iscenesat gennem sigende billeder, men der ligger ingen svar. Eller også har jeg ikke fundet dem. Sådan er det jo med drømme.