Flashback

Så sidder man der igen. Og vifter med servietten. Spiller med i Wallmans parade af festligheder på tallerken, tribune og trapez. Og tænker at det er den tyndeste temafest med overskriften ’Flashback’, når nu Wallmans-shows altid består af rigtig mange tilbageblik i musikhistorien. Og det viser sig også at de fleste omkring os, havde forventet nogle dybere flashbacks end disse, der kredser om 80/90’er-pop.

Wallmans takt og tone er som vanligt i den overspændte form, hvor billig vin, opskruet musik og heftig dans skal overdøve manglen på ægte forkælelse. Noteret, aktiveret og optimeret. Så da den halvsløve intro, der skal markere Cirkusbygningens 130 år, afsluttes med den ildslugende – og storsludrende – Maryannes opfordring til skål, så er stilen lagt.

Men det bliver showets altså ikke bedre af. Man kan skabe sin egen (bord)fest, ja, men nu er man der jo for at være med i hele Wallmans-festen. Det sker kun et par gange at man kommer tæt på noget magisk. For nogen er det sikkert sexede Maryanne, der sluger sabler og endda får en dinnergæst til at trække en ud igen. Imponerende, jo, men ensformigt. Så hellere ’Muscles’, som der synges om i Diana Ross-sangen – og i polske Michal Nowosadko og Zbigniew Sobierajskis (tilsammen Duo Creative) vilde muskelakrobatik bliver til blændende skulpturkunst.

Aftenens højdepunkt er dog stadig det nummer, der overrasker mest: Bryllupsballaden, der starter som en Lily-model, men ender i herremodellen, som også en mandlig gæst hopper i og lægger hjerte til. Sådan et show kunne nemt gå galt, men de tager charmen, humoren og bramfriheden helt ud blandt publikum. Selv det lidt spøjse sangmix fungerer – fra ’Chapel of Love’ over Beyonces ’Single Ladies’, Queens ’Somebody to Love’ og Bruno Mars’ ‘Marry You’ til ‘Up Where We Belong’.

Årets eneste rene kunstner-tribute er til Bruno Mars, og musikalsk er det selvfølgelig en funky fryd, men en latterligt barnlig koreografi og scenografi er tæt på at smadre oplevelsen. Og netop disse to vigtige showelementer halter efter tidligere års shows. Scenografisk er det mest inspirerede den enkle stolestabel-konstruktion under countrytemaet, og det rå og metalliske i ’Rhythm Nation’-sektionen, der også koreografisk rammer underlivet mere effektivt end det lidt for pæne latino-parti.

Det er faktisk utroligt at covers af Ricky Martin, Gloria Estefan og Enrique Iglesias kun kan blive light dirty dancing. Og så holder det simpelthen ikke at smide Spice Girls og Terence Trent D’Arby ind i latinomixet, det er totalt misforstået, og der er SÅ meget sexy latinomusik, som kunne ha’ fået stemningen helt ud over scenekanten.

Generelt er der for meget misk-mask i musikken, man savner virkelig fokus og finesse. Det virker umanerligt fortravlet, når sangene køres af i små sjatter – præstationerne glider ud i hinanden og får både musik og sang til at lyde ensartet og uengageret. Fedt nok med energiske medleyer, men indimellem bør der være nogle komplette sangpræstationer, som understøtter en performance – det har skabt fabelagtige standouts tidligere år, i år kun ’Muscles’.

Der er mange nye artister i årets Wallmans, og samspillet virker endnu ikke helt toptrimmet. Men især to sangere glimrer igennem: Danske Jean Michel Helgasons lækre soul/funk-gnist sprudler særligt i Bruno Mars- og latinorytmerne, og svenske Robin Blomgren, hvis rå og hæse stemme overrasker i countryhørmen og excellerer med ’Somebody to Love’.

’Flashback’ er endnu en overfladisk fest på energi og volumen, og vi har svinget servietterne i begejstring, skålet med kendte og ubekendte, samt vrikket hot og heftigt over hele dansegulvet. Og så tager vi tømmermændene med!