Wallmans Entourage

“The greatest thing you’ll ever learn, is just to love and be loved in return.” Det ikoniske citat – fra Nat King Coles ‘Nature Boy’ – runger lidt hult her i Wallmans ’Entourage’-fest, hvor det forhastede og overfladiske igen skinner igennem. 

Den tårevædede version af citatet er træfsikker i Baz Luhrmans musicalhit ’Moulin Rouge’, hvis sexede ekstravagance burde passe perfekt til Wallmans i den smukke Cirkusbygning. Lige her skulle overdådigheden dampe og stilen forføre, men alle performere synes at have glemt deres sexappeal – hvilket måske er forståeligt når der skal mamelukker til ‘Lady Marmelade’ og ’Roxanne’ bliver til trash-opera. ’Diamonds are a girl’s best friend’ fungerer fint, og det romantiske wire-møde i ’Come what may’ ligeså. Men det er et sært sangmix, som bare ikke glider så fantastisk sammen som i filmen.

Og det bliver desværre kendetegnende for denne festaften: Stilforvirring, hvor der mangler både finesse og fokus. Værst går det ud over H.C. Andersens univers, der får dansk rock trukket ned over eventyrfigurerne. En ret modig ide, der kunne have rykket med mere omtanke på sangvalg. Ganske stemningsfuldt med Dizzy Mizz Lizzys ‘Silverflame’ til ’Den lille pige med svovlstikkerne’, Saybias ‘The Second You Sleep’ til ’Prinsessen på ærten’ samt D:A:Ds ‘A Laugh N A Half’ til ’Kejserens nye klæder’. Men ‘Bad Craziness’ og ’Fyrtøjet’? Og så bliver man i øvrigt vældigt opmærksom på at koreograferne ikke kan lave dans til D:A:D!

Nostalgiens stjerner lyser stærkt i ’Entourage’ – først og fremmest Benny Schumann, der kan fejre 50 års jubilæum i netop denne bygning og stadig kan imponere med tallerkener på pinde. Det er for mange årets cirkusnummer, for den finske linedanser Vera Kaijanen er småkedelig, og de fantastiske polske akrobater Duo Creative leverer stadig verdensklasse styrke, men er slet ikke så udfordrende og stærkt som sidste år.

Jeg havde håbet at mærke tårerne i øjenkrogen, da Wallmans Tribute i år går til nogle af de store musikpersonligheder, vi mistede i 2016. Deriblandt de tre største herresolister i mit liv: David Bowie, Prince og George Michael. Men i ’Life on Mars’ er den dybe musikalske genialitet gået fløjten; ’Purple Rain’ starter godt men ender i ret skrigende toner; og ’Freedom’ er bare for overfladisk festligt. I stedet rør Leonard Cohens ’Hallelujah’, særligt i introen med Jean Michel Helgasons soulfulde stemme. 

Det er bestemt ikke de store sangpræstationers aften, for selvom alle tre mandlige sangere kan bære soloer får de kun kort spotlys inden kor og musik brager igennem. Meget musik kommer til at lyde ensrettet i den vilde volumen og speed, og det bliver ikke bedre af at der er en vis dominans af Robin Blombergs kraftige, men lidt ensformige stemme. Man kommer simpelthen til at savne diversitet og overraskelse i entouraget.

Ligeledes er sangere og dansere primært svenske, og de kvindelige performere er typemæssigt ret ens. Selv showkaptajn Elin Öhgren, der har været med i seks år, synes mere og mere strømlinet til det syntetiske overgear. Derimod får Jessica Berge et par power-øjeblikke til sidst, hvor hun slænger sig i jomfruhvid blondekjole på et pinkpolstret klaver og svinger en kirkekappe så bønnerne skælver.

Det er naturligvis popdronningen over alle, der får sidste, bedste og festligste showbeat. Der er massevis af ikoniske hits, outfits, trends og stimuli at vælge imellem hos Madonna, og den forhastede følelse rammer også henimod slutningen af mixet. Bedst er de sorte silkesnore i ’Human Nature’, silkekimonoerne og strømpeholderne i ’Vogue’ samt ovennævnte ’Like a Virgin’. Ikonisk, ganske enkelt.

Så er dansegulvet tændt, så vi kan ryste de kulinariske kalorier af os og skabe en ny fest. Med eller uden et nyt entourage. For her hos Wallmans er publikum selv med til at optimere oplevelsen. Og man vil virkelig gerne elske og elskes igen, men kvalitativt er det altså nogle vilde op- og nedture, der tærer på følelserne. Wallmans og jeg bliver nok aldrig rigtig forelskede, desværre.